Job 15
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
Svarer vel en vis mann med en kunnskap som bare er vind, og fyller han sitt indre med stormvær?
3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
Vil han vel forsvare sin sak med ord som ikke nytter, og med tale hvormed han intet utretter?
4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
Du nedbryter endog gudsfrykten og svekker andakten for Guds åsyn;
5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
for din synd legger ordene i din munn, og du velger falske menns tale.
6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
Din egen munn domfeller dig, ikke jeg; dine leber vidner mot dig.
7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
Blev du født først av alle mennesker, eller kom du til verden før alle haugene var til?
8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
Har du vært tilhører i Guds lønnlige råd og der tilranet dig visdom?
9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
Hvad vet du som vi ikke vet? Hvad forstår du som er ukjent for oss?
10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
Det er blandt oss en som er både gammel og gråhåret, rikere på dager enn din far.
11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
Er Guds trøsteord for lite for dig, og et ord som er talt i saktmodighet til dig?
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
Hvorfor lar du dig rive med av ditt hjerte, og hvorfor gnistrer dine øine? -
13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
siden du vender din vrede mot Gud og lar ordene strømme fra din munn.
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
Hvad er et menneske, at han skulde være ren, og en som er født av en kvinne, at han skulde være rettferdig?
15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
Endog på sine hellige stoler han ikke, og himlene er ikke rene i hans øine,
16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
langt mindre da en vederstyggelig, en fordervet, en mann som drikker urett som vann.
17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
Jeg vil kunngjøre dig noget, hør på mig! Hvad jeg har sett, det vil jeg fortelle,
18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
det som vise menn forkynner og ikke har dulgt, det som de mottok fra sine fedre,
19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
til hvem landet alene var gitt, og blandt hvem ingen fremmed hadde draget igjennem.
20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
En ugudelig lever i angst alle sine dager, og få i tall er de år som er gjemt for voldsmannen.
21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
Redselstoner lyder i hans ører; midt i freden kommer ødeleggeren over ham.
22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
Han tror ikke han skal komme tilbake fra mørket, og han er utsett til å falle for sverdet.
23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
Han flakker om efter brød og spør: Hvor er det å finne? Han vet at en mørkets dag står ferdig ved hans side.
24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
Nød og trengsel forferder ham; den overvelder ham, lik en stridsrustet konge,
25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
fordi han rakte ut sin hånd mot Gud og våget å trosse den Allmektige,
26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
stormet frem mot ham med opreist nakke, med sine skjolds tette tak,
27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
fordi han dekket sitt ansikt med sin fedme og la fett på sin lend
28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
og bodde i ødelagte byer, i hus hvor ingen skulde bo, og som var bestemt til å bli grusdynger.
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
Han blir ikke rik, og hans gods varer ikke ved, og hans grøde luter ikke mot jorden.
30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
Han slipper ikke ut av mørket; ildslue skal tørke hans kvister, og han skal komme bort ved hans munns ånde.
31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
Ei sette han sin lit til det som forgjengelig er! Da narrer han sig selv, for bare forgjengelighet blir hans vederlag.
32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
Før hans dag kommer, blir det opfylt, og hans gren grønnes ikke.
33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
Han blir som et vintre som mister sine druer før de er modne, og som et oljetre som feller sine blomster;
34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
for den gudløses hus er ufruktbart, og ild fortærer deres telter som lar sig underkjøpe.
35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
De undfanger ulykke og føder nød, og deres morsliv fostrer svik.
