Job 15

1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:

Le hoe ty natoi’ i Elifatse nte-Temane:

2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,

Hanoiñe an-kilala-kafoake hao t’indaty mahihitse, ho lifora’e tiok’atiñanañe hao ty fisafoa’e?

3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!

Hisafiry an-drehake tsy vente’e hao, ndra an-dañonañe tsy hahasoa?

4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.

Eka, apo’o ty fañeveñañe, sebaña’o ty fiambaneañe aman’ Añahare.

5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.

Anare’ o hakeo’oo ty falie’o, joboñe’o ty famelen-kalitake.

6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.

Mamatse azo o falie’oo, fa tsy izaho; eka talilie’ o fivimbi’oo.

7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?

Ihe hao t’indaty nisamaheñe valoha’e? Nitoly aolo’ o vohitseo v’iheo?

8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?

Janji’o hao o safirin’ Añahare miheotseo? Haramamoe’o hao ty hihitse?

9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?

Ino ty fohi’o tsy fohi’ay? Ino ty rendre’o tsy ama’ay?

10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.

Songa ama’ay ty maròy foty naho ty androanavy bey taoñe te aman-drae’o.

11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?

Maivañe ama’o hao ty fañohòan’ Añahare, naho o navere’e mora ama’oo?

12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?

Ino ty mampihelañe ty arofo’o? vaho mampandofiry o fihaino’oo?

13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.

T’ie tsambolitioe’o aman’Añahare ty arofo’o, ie anga’o hiakatse am-palie’o i saontsy zay.

14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?

Ino t’indaty, t’ie halio? I nasaman’ampelay, t’ie ho vañoñe?

15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:

Ingo, ndra o masi’eo tsy iatoa’e mbore tsy malio am-pivazohoa’e o likerañeo.

16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?

Àntsake ty lo-tsereke naho ty maleotse, ie mpitohoke tahiñe hoe rano!

17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:

Hataliliko azo, janjiño; vaho ho taroñeko o nitreakoo—

18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,

O saontsi’ ondaty mahihitseo, ty tsy naeta’e boak’ aman droae’ iareo;

19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.

Ie am’ iereo avao ty nitolorañe i taney, ndra ty renetane tsy nihelañe am’iereo ao.

20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.

Ampikoretohe’ ty farare’e lomoñandro ty lo-tsereke, voaiake o taoñe nahaja ho a’ o mpisenge-herio.

21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.

Feo mañebake ty an-dravembia’e ao; ie manintsin-dre, te ivotraha’ ty malaso.

22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.

Tsy iantofa’e te hibalike boak’amy ieñey, toli’e i fibaray.

23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.

Mirererere mipay hanen-dre ami’ty hoe; Aia Izay? Apota’e te am-pità’e i andro mimoromoroñey.

24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;

Ampangebahebahe’ ty haloviloviañe naho hasotriañe, miambotrak’ ama’e hoe mpanjaka veka’e hihotakotake.

25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;

Amy te natora-kitsi’e aman’Añahare ty fità’e, mitoandratoandra amy El-Sadai.

26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;

Horidaña’e ami’ty hagàn-kàto’e, amy hateven’ angozim-pikalan-defo’e.

27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,

Amy te kinope’e solike i tarehe’ey, vaho pinako’e havondrahañe ty leme’e;

28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.

Itoboha’e o rova mangoakoakeo, añ’anjomba tsy fimoneñañe, ie veka’e ho votre.

29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.

Tsy ho mpañaleale re, tsy ho nainai’e ty fijangaña’e, tsy midrodretse mb’an-tane o ampemba’eo.

30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.

Tsy hibolitira’e i ieñey; haforejeje’ i lelan’ afoy o tora’eo, vaho hampihelaña’ ty kofòm-palie’e.

31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.

Ee te tsy hiatoa’e ty hakoahañe, hamañahia’e vatañe; fa hanambezañe aze ty tsy vente’e.

32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.

Ho henek’ aolo’ ty andro’e Izay, vaho tsy handrevake ty tsampa’e.

33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.

Hahifi’e i valobo’e mantay manahak’ i vahey, vaho hahintsa’e i voñe’ey hambañ’ amo oliveo.

34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.

Fa hangoakoake ty fivavea’ ty tsy aman-Kake, vaho ho forototoe’ ty afo ty kijà’ o mpanao vokàñeo.

35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.

Ie mampiareñe hakalitahañe, naho mampiboloañe hakeo, vaho famañahiañe ty ihentseñan-tro’e.