Job 15
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Respondens autem Eliphaz Themanites, dixit:
2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
Numquid sapiens respondebit quasi in ventum loquens, et implebit ardore stomachum suum?
3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
Arguis verbis eum, qui non est aequalis tibi, et loqueris quod tibi non expedit.
4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
Quantum in te est evacuasti timorem, et tulisti preces coram Deo.
5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
Docuit enim iniquitas tua os tuum, et imitaris linguam blasphemantium.
6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
Condemnabit te os tuum, et non ego: et labia tua respondebunt tibi.
7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
Numquid primus homo tu natus es, et ante colles formatus?
8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
Numquid consilium Dei audisti, et inferior te erit eius sapientia?
9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
Quid nosti quod ignoremus? quid intelligis quod nesciamus?
10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
Et senes, et antiqui sunt in nobis multo vetustiores quam patres tui.
11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
Numquid grande est ut consoletur te Deus? sed verba tua prava hoc prohibent
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
Quid te elevat cor tuum, et quasi magna cogitans, attonitos habes oculos?
13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
Quid tumet contra Deum spiritus tuus, ut proferas de ore tuo huiuscemodi sermones?
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
Quid est homo, ut immaculatus sit, et ut iustus appareat natus de muliere?
15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
Ecce inter sanctos eius nemo immutabilis, et caeli non sunt mundi in conspectu eius.
16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
Quanto magis abominabilis et inutilis homo, qui bibit quasi aquam iniquitatem?
17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
Ostendam tibi, audi me: quod vidi narrabo tibi.
18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
Sapientes confitentur, et non abscondunt patres suos.
19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
Quibus solis data est terra, et non transivit alienus per eos.
20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
Cunctis diebus suis impius superbit, et numerus annorum incertus est tyrannidis eius.
21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
Sonitus terroris semper in auribus illius: et cum pax sit, ille semper insidias suspicatur.
22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
Non credit quod reverti possit de tenebris ad lucem, circumspectans undique gladium.
23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
Cum se moverit ad quaerendum panem, novit quod paratus sit in manu eius tenebrarum dies.
24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
Terrebit eum tribulatio, et angustia vallabit eum, sicut regem, qui praeparatur ad praelium.
25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
Tetendit enim adversus Deum manum suam, et contra Omnipotentem roboratus est.
26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
Cucurrit adversus eum erecto collo, et pingui cervice armatus est.
27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
Operuit faciem eius crassitudo, et de lateribus eius arvina dependet.
28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
Habitavit in civitatibus desolatis, et in domibus desertis, quae in tumulos sunt redactae.
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
Non ditabitur, nec perseverabit substantia eius, nec mittet in terra radicem suam.
30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
Non recedet de tenebris: ramos eius arefaciet flamma, et auferetur spiritu oris sui.
31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
Non credet frustra errore deceptus, quod aliquo pretio redimendus sit.
32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
Antequam dies eius impleantur, peribit: et manus eius arescent.
33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
Laedetur quasi vinea in primo flore botrus eius, et quasi oliva proiiciens florem suum.
34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
Congregatio enim hypocritae sterilis, et et ignis devorabit tabernacula eorum, qui munera libenter accipiunt.
35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
Concepit dolorem, et peperit iniquitatem, et uterus eius praeparat dolos.
