Job 15
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Da antwortete Eliphas, der Temaniter, und sprach:
2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
Soll ein Weiser mit windigem Wissen antworten und seinen Leib mit Ostwind füllen?
3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
Zurechtweisung mit Worten nützt nichts, und mit Reden richtet man nichts aus.
4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
Doch du hebst die Gottesfurcht auf und schwächst die Andacht vor Gott.
5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
Denn deine Missetat lehrt deinen Mund, und du wählst die Sprache der Schlauen.
6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
Dein eigener Mund soll dich verurteilen und nicht ich, deine Lippen sollen zeugen wider dich!
7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
Bist du der Erstgeborene der Menschen, und warest du vor den Hügeln da?
8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
Hast du Gottes Rat belauscht und alle Weisheit aufgesogen?
9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
Was weißt du, das wir nicht wüßten? Verstehst du mehr als wir?
10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
Ergraute Häupter sind auch unter uns, Greise, die älter sind als dein Vater!
11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
Sind dir zu gering die Tröstungen Gottes, der so sanft mit dir geredet hat?
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
Was hat dir die Besinnung geraubt, und wie übermütig wirst du,
13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
daß du deinen Zorn gegen Gott auslässest und solche Worte ausstößt aus deinem Mund?
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
Wie kann der Sterbliche denn rein, der vom Weibe Geborene gerecht sein?
15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
Siehe, seinen Heiligen traut er nicht, die Himmel sind nicht rein vor ihm.
16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
Wie sollte es denn der Abscheuliche, der Verdorbene, der Mensch sein, der Unrecht wie Wasser säuft?
17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
Ich will dich unterweisen, höre mir zu, und was ich gesehen habe, will ich dir erzählen;
18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
was Weise verkündigten und nicht verhehlt haben von ihren Vätern her,
19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
als noch ihnen allein das Land gehörte und noch kein Fremder zu ihnen herübergekommen war:
20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
Der Gottlose quält sich sein Leben lang, all die Jahre, die dem Tyrannen bestimmt sind;
21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
ein Schreckensgetön ist in seinen Ohren, und der Verderber überfällt ihn in seinem Glück.
22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
Er soll nicht glauben, daß er aus der Finsternis wiederkehren wird; ausersehen ist er für das Schwert!
23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
Er irrt umher nach Brot: wo [findet er es]? Er weiß, daß ein finsterer Tag ihm nahe bevorsteht.
24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
Not und Bedrängnis überfallen ihn, sie überwältigen ihn, wie ein König, der zum Streit gerüstet ist.
25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
Denn er hat seine Hand gegen Gott ausgestreckt und sich gegen den Allmächtigen aufgelehnt;
26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
er ist gegen ihn angelaufen mit erhobenem Haupt, unter dem dicken Buckel seiner Schilde;
27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
sein Angesicht bedeckte sich mit Fett, und Schmer umhüllte seine Lenden;
28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
er schlug seine Wohnung in zerstörten Städten auf, in Häusern, die unbewohnt bleiben sollten, zu Trümmerhaufen bestimmt.
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
Er wird nicht reich, sein Vermögen hat keinen Bestand, und sein Besitz breitet sich nicht aus im Land.
30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
Der Finsternis entgeht er nicht, die Flamme versengt seine Sprößlinge, vor dem Hauch Seines Mundes flieht er dahin.
31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
Er verlasse sich nicht auf Lügen, er ist betrogen; und Betrug wird seine Vergeltung sein.
32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
Ehe sein Tag kommt, ist sie reif; sein Zweig grünt nicht mehr.
33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
Wie ein Weinstock, der seine Herlinge abstößt, und wie ein Ölbaum [ist er], der seine Blüten abwirft.
34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
Denn die Rotte der Ruchlosen ist unfruchtbar, und Feuer frißt die Zelte der Bestechung.
35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
Mit Mühsal schwanger, gebären sie Eitles, und ihr Schoß bereitet Enttäuschung.
