Job 15
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Darauf erwidert Eliphaz von Teman also:
2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
"Kann denn ein Weiser so unsinnige Beweise bringen und sich in solcher Hohlheit blähen?
3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
Kann er Beweis mit Reden führen, die nichts taugen, mit Sprüchen, die nichts nütze sind?
4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
Du machst die Gottesfurcht zunichte, zerstörst die Andacht vor der Gottheit,
5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
wenn deine Schuld dich lehrt, also zu reden, und du Verschmitzter Redeweise wählst.
6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
Dein eigener Mund verdammt dich und nicht ich; die eigenen Lippen strafen dich.
7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
Warst du als Erstlingsmensch geboren und kamst du vor den Hügeln auf die Welt,
8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
und hörtest du im Rate Gottes zu und holtest Weisheit dir allein?
9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
Was weißt du, und wir wüßten's nicht, verstehst, was unbekannt uns wäre?
10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
Sind unter uns doch graue Häupter, mehr als betagt genug, um Vater dir zu sein.
11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
Ist dir die Gotteströstung zu gering, das Wort, das sanft an dich ergeht?
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
Warum reißt dich ein Unmut fort? Was blicken deine Augen finster,
13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
daß deinen Geist du Gott zurückzugeben trachtest? Nur mit dem Munde freilich hast du das gesagt.
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
Was ist der Mensch, daß rein er wäre, gerecht der Weibgeborene?
15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
Selbst seinen Heiligen traut er nicht; der Himmel ist nicht rein in seinen Augen,
16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
geschweige der Abscheuliche, Verdorbene, der Mensch, der Sünde wie das Wasser trinkt.
17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
Ich will dich lehren; hör mir zu. Was ich geschaut, will ich dir sagen,
18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
was Weise einst verkündet, was ihre Väter ihnen nicht verhehlt,
19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
die noch allein im Lande saßen, zu denen noch kein Fremder kam.
20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
Des Bösen Leben ist voll Angst; nur wenig Jahre sind für den Gewaltmenschen bestimmt.
21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
Der Schrecken hallt in seinem Ohr; wiewohl in Sicherheit, wird er vom Räuber überfallen schon.
22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
Er gibt den Glauben auf, dem Dunkel zu entrinnen; er ist bestimmt für blutigen Tod
23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
und wird ein Fraß der Geier. Er weiß, ihm ist ein finsterer Tag von ihm bestimmt.
24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
Ihn schreckt die Not; ihn überfällt die Drangsalszeit gleich einem kampfbereiten Hahn.
25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
Weil gegen Gott die Hand er ausgestreckt und dem Allmächtigen er Trotz geboten,
26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
so stürmt er gegen ihn, mit seines rauhen Schildes Wölbung.
27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
Er deckt mit dem Visier sein Angesicht, legt einen Panzerschurz um seine Lenden.
28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
Nur in verfemten Städten noch kann jener siedeln, in unbewohnbaren Gebäuden, die schon dem Abbruch sind verfallen.
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
Er wird nicht wieder reich, noch hat Bestand je seine Habe; er schlägt im Boden nimmer Wurzel.
30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
Der Finsternis entgeht er nicht, es dörrt die Hitze seine Zweige, und seine Blüten fallen durch den Sturmwind ab.
31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
Zu denen, die auf Nichtiges vertrauen, irrt er hin; sein Entgelt ist das Nichts.
32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
Noch vor der Zeit verwelken sie, und seine Zweige grünen nimmer.
33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
Er wirft gleich einem Weinstock seine Früchte ab, wirft wie der Ölbaum seine Blüte hin.
34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
Des Frevlers Rotte ist ja unfruchtbar, und Feuer frißt des Unrechts Zelte.
35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
Sie brüten Unheil, hecken Ungemach, und ihres Leibes Frucht ist Trug."
