Job 15
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Und Eliphas, der Temaniter, antwortete und sprach:
2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
Wird ein Weiser windige Erkenntnis antworten, und wird er sein Inneres füllen mit Ostwind,
3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
streitend mit Reden, die nichts taugen, und mit Worten, womit er nicht nützt?
4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
Ja, du vernichtest die Gottesfurcht und schmälerst die Andacht vor Gott. [El]
5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
Denn deine Ungerechtigkeit belehrt deinen Mund, und du wählst die Sprache der Listigen.
6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
Dein Mund verdammt dich, und nicht ich; und deine Lippen zeugen wider dich.
7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
Bist du als Erster zum Menschen gezeugt, und vor den Hügeln du geboren?
8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
Hast du im Rate [Eig. im geheimen Rate] Gottes zugehört, und die Weisheit an dich gerissen?
9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
Was weißt du, das wir nicht wüßten, was verstehst du, das uns nicht bekannt wäre?
10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
Unter uns sind auch Alte, auch Greise, reicher an Tagen als dein Vater.
11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
Sind dir zu wenig die Tröstungen Gottes, [El] und ein sanftes Wort an dich [Eig. mit dir] zu gering?
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
Was reißt dein Herz dich hin, und was zwinken deine Augen,
13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
daß du gegen Gott [El] dein Schnauben kehrst, und Reden hervorgehen lässest aus deinem Munde?
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
Was ist der Mensch, daß er rein sein sollte, und der vom Weibe Geborene, daß er gerecht wäre?
15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
Siehe, auf seine Heiligen vertraut er nicht, und die Himmel sind nicht rein in seinen Augen:
16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
wieviel weniger der Abscheuliche und Verderbte, der Mann, der Unrecht trinkt wie Wasser!
17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
Ich will dirs berichten, höre mir zu; und was ich gesehen, will ich erzählen,
18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
was die Weisen verkündigt und nicht verhehlt haben von ihren Vätern her, -
19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
ihnen allein war das Land übergeben, und kein Fremder zog durch ihre Mitte; -
20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
Alle seine Tage wird der Gesetzlose gequält, und eine kleine Zahl von Jahren ist dem Gewalttätigen aufgespart.
21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
Die Stimme von Schrecknissen ist in seinen Ohren, im Frieden kommt der Verwüster über ihn;
22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
er glaubt nicht an eine Rückkehr aus der Finsternis, und er ist ausersehen für das Schwert.
23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
Er schweift umher nach Brot-wo es finden? Er weiß, daß neben ihm ein Tag der Finsternis bereitet ist.
24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
Angst und Bedrängnis schrecken ihn, sie überwältigen ihn wie ein König, gerüstet zum Sturm.
25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
Weil er seine Hand wider Gott [El] ausgestreckt hat und wider den Allmächtigen trotzte,
26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
wider ihn anrannte mit gerecktem Halse, mit den dichten Buckeln seiner Schilde;
27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
weil er sein Angesicht bedeckt hat mit seinem Fette und Schmer angesetzt an den Lenden;
28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
und zerstörte Städte bewohnte, Häuser, die nicht bewohnt werden sollten, die zu Steinhaufen bestimmt waren:
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
so wird er nicht reich werden, und sein Vermögen wird keinen Bestand haben; und nicht neigt sich zur Erde, [d. h. durch die Schwere der Frucht] was solche besitzen.
30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
Er entweicht nicht der Finsternis; seine Schößlinge versengt die Flamme; und er muß weichen durch den Hauch seines [d. h. des Allmächtigen [v 25]] Mundes. -
31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
Er verlasse sich nicht auf Nichtiges, [O. Falschheit, Bosheit] er wird getäuscht; denn Nichtiges wird seine Vergeltung [Eig. sein Eintausch] sein.
32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
Noch ist sein Tag nicht da, so erfüllt es sich; und sein Palmzweig wird nicht grün.
33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
Wie der Weinstock [der seine Herlinge nicht zur Reife kommen läßt] übt er Unbill an seinen unreifen Beeren, und wie der Olivenbaum wirft er seine Blüte ab.
34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
Denn der Hausstand [Eig. die Gemeinde; so auch Kap. 16,7] des Ruchlosen ist unfruchtbar, und Feuer frißt die Zelte der Bestechung.
35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
Sie sind schwanger mit Mühsal und gebären Unheil, und ihr Inneres bereitet Trug.
