Job 15
1 Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
3 idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
4 Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
5 Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
6 Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
7 Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
8 Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
9 Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
10 Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
11 Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
13 Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
15 Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
16 Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17 Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
18 Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
19 dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
20 Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
21 Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
22 Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
23 Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
24 Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
25 thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
26 han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
27 thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
28 og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
30 Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
31 Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
32 Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
33 Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
34 Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
35 De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
