Job 14
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
“Ko e tangata kuo fanauʻi ʻe he fefine, ʻoku siʻi pe hono ngaahi ʻaho, pea fonu ʻi he mamahi.
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
ʻOku tupu hake ia ʻo hangē ko e fisiʻi ʻakau, pea tuʻusi hifo: ʻoku puna foki ia ʻo hangē ko e ʻatā, ʻo ʻikai nofomaʻu.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
Pea ʻoku ke fofonga ʻa ki ha taha pehē, mo ke ʻomi au ke fakamaau mo koe?
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Ko hai te ne faʻa ʻomi ʻae maʻa mei he taʻemaʻa? ʻIkai ha taha.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
He kuo tukupau hono ngaahi ʻaho, ko e lau ʻo hono ngaahi māhina ʻoku ʻiate koe, kuo ke tuʻutuʻu ni hono fakangatangata ʻe ʻikai te ne toloiʻi;
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
“Afe atu meiate ia, ka ne mālōlō, kaeʻoua ke ne fakakakato hono ʻaho ʻo hangē ha ngāue unga.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
He ʻoku ʻamanaki ki he ʻakau, ʻo kapau ʻe tā hifo ia, ki heʻene toe tupu hake, pea ʻe ʻikai ʻosi hono huli ʻo ia.
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Neongo ʻae fakaʻaʻau ke motuʻa hono aka ʻi he kelekele, pea mate hono sino ʻi he efu;
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
Ka ʻi he nanamu ʻoe vai ʻe toe tupu ia, ʻo tupu ai ʻae ngaahi vaʻa ʻo hangē ha ʻakau.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
Ka ʻoku mate pē ʻae tangata, ʻo fakaʻaʻau ke ʻosi: ʻio, ʻoku fononga ʻae tangata, pea kofaʻā ia?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
ʻO hangē ʻoku mole ʻae ngaahi vai mei he tahi, pea matuʻu ʻo mōmoa ʻae ngaahi vaitafe:
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
ʻOku pehē ʻoku tokoto hifo ʻae tangata, pea ʻikai toetuʻu: ʻe ʻikai te nau ʻa pē tuʻu mei heʻenau mohe, kaeʻoua ke mole ʻae ngaahi langi.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
“Taumaiā te ke fufū au ʻi he faʻitoka, ʻo ke fakafufū au, kaeʻoua ke mole atu ho houhau, mo ke kotofa hoku ʻaho, ʻo manatuʻi au. (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
Kapau ʻe mate ʻae tangata, ʻe toe moʻui ia? Ko e ngaahi ʻaho kotoa pē kuo kotofa kiate au te u tatali ai, kaeʻoua ke hoko hoku liliu.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
Te ke ui, pea te u talia koe: he te ke holi ki he ngāue ʻa ho nima.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
Ka ko eni, kuo ke lau ʻeku ngaahi laka: ʻikai ʻoku ke vakai ki heʻeku angahala?
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
Kuo fakamaʻu ʻeku kovi ʻi ha tangai, pea ʻoku ke tuitui ai ʻeku hia.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
“ʻO hangē ʻoku fakaʻaʻau ʻo ngata ʻae moʻunga kuo tō, pea ʻoku hiki ʻae fuʻu maka mei hono potu.
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
ʻO hangē ʻoku holo ʻe he vai ʻae ngaahi maka: pea tāfea ʻo mole ʻae ngaahi meʻa ʻoku tupu ʻi he kelekele ʻoe fonua; ʻoku pehē hoʻo fakaʻauha ʻae ʻamanaki ʻae tangata.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
ʻOku ke mālohi maʻuaipē kiate ia, pea ʻoku mole ia: ʻoku ke liliu hono mata mo ke fekau ia ke ʻalu.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
ʻOku hoko ʻo ongoongo hono ngaahi foha, ka ʻoku ʻikai te ne ʻilo; pea ʻoku fakavaivai hifo ʻakinautolu, ka ʻoku ʻikai te ne mamata ai.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Ka ko hono kakano ʻoku ʻiate ia ʻe langa, pea ʻe mamahi mo hono laumālie ʻi loto ʻiate ia.”
