< Job 14 >
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
“La vida es corta y está llena de problemas,
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
como una flor que florece y se marchita, como una sombra pasajera que pronto desaparece.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
¿Acaso te fijas en mí, Dios? ¿Por qué tienes que arrastrarme a los tribunales?
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
¿Quién puede sacar algo limpio de lo impuro? Nadie.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
Tú has determinado cuánto tiempo viviremos: el número de meses, un límite de tiempo para nuestras vidas.
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
Así que déjanos tranquilos y danos un poco de paz, para que, como el obrero, podamos disfrutar de unas horas de descanso al final del día.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
“Incluso un árbol cortado tiene la esperanza de volver a brotar, de echar brotes y seguir viviendo.
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Aunque sus raíces envejezcan en la tierra y su tronco muera en el suelo,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
sólo un hilo de agua hará que brote y se ramifique como una planta joven.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
“Pero los seres humanos mueren, su fuerza disminuye; perecen, y ¿dónde están entonces?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
Como el agua que se evapora de un lago y un río que se seca y desaparece,
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
así los seres humanos se acuestan y no vuelven a levantarse. NO despertarán de su sueño hasta que los cielos dejen de existir.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol )
“Quisiera que me escondieran en el Seol; escóndeme allí hasta que tu ira desaparezca. Fija allí un tiempo definido para mí, y acuérdate de mi. (Sheol )
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
¿Volverán a vivir los muertos? Entonces tendría esperanza durante todo mi tiempo de angustia hasta que llegue mi liberación.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
Me llamarías y yo te respondería; me añorarías, al ser que has creado.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
Entonces me cuidarías y no me vigilarías para ver si peco.
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
Mis pecados estarían sellados en una bolsa y tú cubrirías mi culpa.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
“Pero así como las montañas se desmoronan y caen, y las rocas se derrumban;
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
así como el agua desgasta las piedras, como las inundaciones arrastran el suelo, así destruyes la esperanza que tienen los pueblos.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Los dominas continuamente y desaparecen; distorsionas sus rostros al morir y entonces los despides.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
Sus hijos pueden llegar a ser importantes o caer de sus puestos, pero ellos no saben ni se enteran de nada de esto.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Cuando la gente muere sólo conoce su propio dolor y está triste por sí misma”.