< Job 14 >

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
“El hombre, nacido de mujer, vive corto tiempo, y se harta de miserias.
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
Brota como una flor, y se marchita, huye como la sombra, y no tiene permanencia.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
¿Sobre un tal abres Tú los ojos, y me citas a juicio contigo?
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
¡Oh, si se pudiera sacar cosa limpia de lo inmundo! Nadie lo puede.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
Ya que Tú has determinado los días (del hombre) y fijado el número de sus meses; le señalaste un término que no puede traspasar;
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
aparta de él tu mirada para que repose, hasta que, como el jornalero cumpla sus días.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
El árbol tiene esperanza; siendo cortado, no deja de retoñar, y no cesan sus renuevos.
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Aun cuando envejeciere su raíz en la tierra, y haya muerto en el polvo su tronco,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
sintiendo el agua retoña, y echa ramas como planta (nueva).
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
EI hombre si muere, queda postrado; si expira, ¿dónde va a parar?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
Como las aguas del lago se están evaporando y el río se agota y se seca,
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
así el hombre cuando se acuesta no se levanta más. No despertará, hasta que se hayan consumido los cielos; ni se levantará de su sueño.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
¡Ojalá me escondieras en el scheol, para ocultarme hasta que pase tu ira; y me fijases un plazo para acordarte de mí! (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
Muerto el hombre ¿podrá volver a vivir? entonces todos los días de mi milicia esperaría la hora de mi relevo.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
Entonces respondería a tu llamado, y Tú amarías la obra de tus manos.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
Pero ahora cuentas mis pasos, tienes el ojo abierto sobre mi pecado.
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
Sellada está en una bolsa mi delito, y tienes encerrada mi iniquidad.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
Como un monte se deshace cayendo, y la peña se traslada de su lugar;
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
y como el agua cava las piedras, y sus inundaciones se llevan el polvo de la tierra, desbaratas Tú la esperanza del hombre.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Prevaleces contra él por siempre, y así desaparece; desfiguras su rostro, y lo eliminas.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
Sean honrados sus hijos, él no lo sabe; o sean abatidos, él no se da cuenta de ello.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Solo siente los propios dolores, solo por sí misma se aflige su alma.”

< Job 14 >