Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

Človek, ki je rojen iz ženske, je malo-dneven in poln težav,

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

poganja kakor cvet in je odtrgan, odleti tudi kakor senca in ne nadaljuje.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

Mar odpiraš svoje oči nad takšnim in me s seboj vodiš na sodbo?

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

Kdo lahko privede čisto stvar iz nečiste? Niti en.

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

Ker so njegovi dnevi določeni, je število njegovih mesecev s teboj; ti si določil njegove meje, ki jih ne more prestopiti.

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

Obrni se od njega, da lahko počiva, dokler svojega dneva ne bo dovršil kakor najemnik.

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

Kajti upanje je za drevo, če je posekano, da bo ponovno pognalo in da njegove nežne veje ne bodo odnehale.

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

Čeprav se njegova korenina v zemlji postara in njegov štor umre v zemlji,

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

vendar preko vonja vode vzbrsti in požene veje kakor rastlina.

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

Toda človek umre in obleži. Da, človek izroči duha in kje je?

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Kakor vode izhlapevajo iz morja in se poplava izsušuje in posuši,

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

tako se človek uleže in ne vstane. Dokler ne bo več neba, se ne bodo prebudili niti ne bodo dvignjeni iz svojega spanja.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

Oh, da bi me hotel skriti v grob, da bi me varoval na skrivnem, dokler tvoj bes ne mine, da bi mi določil določeni čas in me spomnil! (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

Če človek umre, mar bo ponovno živel? Vse dni svojega določenega časa bom čakal, dokler ne pride moja sprememba.

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

Klical boš in jaz ti bom odgovoril; imel boš željo po delu svojih rok.

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

Kajti sedaj šteješ moje korake. Mar ne paziš nad mojim grehom?

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

Moj prestopek je zapečaten v mošnji in ti zašiješ mojo krivičnost.

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

Zagotovo padajoča gora pride v nič in skala je odstranjena iz svojega kraja.

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

Vode brusijo kamne. Ti izpiraš stvari, ki rastejo ven iz zemeljskega prahu in ti uničuješ upanje človeka.

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

Na veke prevladuješ zoper njega in on premine. Spreminjaš njegovo obličje in ga pošiljaš proč.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Njegovi sinovi so prišli v čast in on tega ne ve. Ponižani so, toda tega ne zaznava o njih.

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

Toda njegovo meso na njem bo imelo bolečino in njegova duša znotraj njega bo žalovala.«