Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

Èovjek roðen od žene kratka je vijeka i pun nemira.

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

Kao cvijet nièe, i otsijeca se, i bježi kao sjen, i ne ostaje.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

I na takoga otvoraš oko svoje, i mene vodiš na sud sa sobom!

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

Ko æe èisto izvaditi iz neèista? Niko.

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

Izmjereni su dani njegovi, broj mjeseca njegovijeh u tebe je; postavio si mu meðu, preko koje ne može prijeæi.

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

Odvrati se od njega da poèine dokle ne navrši kao nadnièar dan svoj.

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

Jer za drvo ima nadanja, ako se posijeèe, da æe se još omladiti i da neæe biti bez izdanaka;

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

Ako i ostari u zemlji korijen njegov i u prahu izumre panj njegov,

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

Èim osjeti vodu, opet napupi i pusti grane kao prisad.

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

A èovjek umire iznemogao; i kad izdahne èovjek, gdje je?

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Kao kad voda oteèe iz jezera i rijeka opadne i usahne,

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

Tako èovjek kad legne, ne ustaje više; dokle je nebesa neæe se probuditi niti æe se prenuti oda sna svojega.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

O da me hoæeš u grobu sakriti i skloniti me dokle ne utoli gnjev tvoj, i da mi daš rok kad æeš me se opomenuti! (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

Kad umre èovjek, hoæe li oživjeti? Sve dane vremena koje mi je odreðeno èekaæu dokle mi doðe promjena.

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

Zazvaæeš, i ja æu ti se odazvati; djelo ruku svojih poželjeæeš.

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

A sada brojiš korake moje, i ništa ne ostavljaš za grijeh moj.

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

Zapeèaæeni su u tobocu moji prijestupi, i zavezuješ bezakonja moja.

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

Zaista, kao što gora padne i raspadne se, i kao što se stijena odvali s mjesta svojega,

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

I kao što voda spira kamenje i povodanj odnosi prah zemaljski, tako nadanje èovjeèije obraæaš u ništa.

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

Nadvlaðuješ ga jednako, te odlazi, mijenjaš mu lice i otpuštaš ga.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Ako sinovi njegovi budu u èasti, on ne zna; ako li u sramoti, on se ne brine.

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

Samo tijelo njegovo dok je živ boluje, i duša njegova u njemu tuži.