Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

Sjå - menneskjet, av kvinna født, det liver stutt, av uro mett.

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

Som blom det sprett og visnar burt, ja, lik ein skugge burt det fer.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

Men du med honom auga held, og meg du dreg for domen din.

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

Skal tru det av ein urein kjem ein som er rein? Nei, ikkje ein!

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

Når dagetalet hans er sett, hans månads-tal sett fast hjå deg, når du for han ei grensa drog som ei han yverskrida kann,

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

so snu deg frå, lat han få fred og ha sin dag som leigekaren!

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

For treet er det endå von; um det vert det hogge, sprett det att, på renningar det vantar ikkje.

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

Når røterne i jordi eldest, og stomnen døyr i turre mold,

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

ved dåm av vatnet skyt det knupp, fær som ein stikling grøne greiner.

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

Men døyr ein mann, då ligg han der; han andast, og kvar er han då?

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Som vatnet renn ut or ein sjø, som elvi minkar, turkast ut,

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

so ligg ein mann, ris ikkje upp; til himmeln kverv, dei vaknar ikkje; ein kann’kje vekkja deim or svevnen.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

Å, gjev du gøymde meg i helheim, løynde meg, til din vreide gav seg, gav meg ein frest, og so meg hugsa! (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

Tru mannen døyr og livnar att? I all min strid eg skulde vona og venta til avløysing kom.

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

Eg skulde svara, når du ropa og lengta mot dine eige verk.

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

Men no du tel kvart stig eg tek og agtar vel på syndi mi;

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

mi synd er læst i pungen inn, og på mi skuld du gøymer vel!

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

Som fjellet fell og smuldrast burt, og berget frå sin stad vert flutt,

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

Som vatnet holar steinen ut, og flaumen skolar moldi burt, so tek du ifrå mannen voni

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

og tyngjer honom ned for alltid. Han fer av stad; med åsyn rengd du sender honom burt frå deg.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Han veit’kje um hans born vert heidra; han merkar ikkje um dei armast;

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

Hans eigen kropp hans liding valdar, og sjæli græt for eigi sorg.»