Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

Ondaty nasaman’ ampelao, tsy lava-ohatse vaho lifo-kasotriañe,

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

hoe voñen-katae ty fionjona’e le miheatse, mihelañe hoe talinjo fa tsy mitoetse.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

Harefa’o vaho hasese’o an-jaka ama’o ao?

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

Ia ty mahaakatse ty malio ami’ty maleotse? Leo raike.

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

Kanao fa nalahatse o andro’eo, fa ama’o ty ia’ o vola’eo vaho fa najado’o o efetse tsy handilara’eo,

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

ampitoliho añe ty fijilova’o, hitofa’e, ampara’ te henefe’e o andro’eo, manahake ty mpièke

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

Manan-ko tamae’e ty hatae, ie firaeñe ro mbe mitiry avao, vaho tsy milesa o tora’eo.

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

Ndra te mihaantetse an-tane ao o vaha’eo, naho mate an-debok’ ao i foto’ey,

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

fa ie mañantson-drano ro hibotiboty vaho handrevake hoe ana-katae.

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

Fe mihomake t’i Raolombelo vaho mitsalalampatse; mipetroke t’indaty, le aia?

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Hambañe ami’ty fisiha’ o sihanakeo naho ty fimaiha’ o sakao ampara’ te kapaike,

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

ty fandrea’ ondaty tsy hitroatse, tsy hivañone ampara’ te mihelañe o likerañeo, vaho tsy ho barakaofeñe amy firota’ey.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

Ehe t’ie haeta’o an-tsikeokeok’ao, le hakafi’o ampara’ te mimpoly ty haviñera’o, vaho hampitsatoha’o andro hahatiahia’o ahy! (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

Ie vilasy ondatio, mbe ho veloñe hao? Fe ho liñisako amo hene androm-pitoroñakoo ampara’ te tondroke ty fañovàñe ahiko.

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

Hikanjy irehe le hanoiñe iraho; ho maniña’o ty satam-pità’o.

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

Fe henaneo, tinoñe’o o liakoo, ie mbe tsy vazoho’o ty fandilarako;

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

rinohy an-karoñe ao o tahikoo, vaho lombofa’o o hakeokoo.

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

Mivoravora i vohitse mihotrakey, naho misitse an-toe’e ty vato;

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

mivañen-drano o vongam-batoo; saohe’ o rano-vohitseo ty mena’ i taney; Izay ty androtsaha’o ty fitama’ ondatio.

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

Iambotraha’o nainai’e, le mihelañe añe; ovae’o ty tarehe’e vaho irahe’o mb’eo.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Asiñeñe o ana’eo, fa tsy apota’e; mifotsake, fa tsy fohi’e.

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

O marare amy nofo’eio avao ro tsapa’e, ty tro’e avao ro iroveta’e.