Job 14
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
homo natus de muliere brevi vivens tempore repletus multis miseriis
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
quasi flos egreditur et conteritur et fugit velut umbra et numquam in eodem statu permanet
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
et dignum ducis super huiuscemodi aperire oculos tuos et adducere eum tecum in iudicium
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
quis potest facere mundum de inmundo conceptum semine nonne tu qui solus es
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
breves dies hominis sunt numerus mensuum eius apud te est constituisti terminos eius qui praeterire non poterunt
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
recede paululum ab eo ut quiescat donec optata veniat sicut mercennarii dies eius
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
lignum habet spem si praecisum fuerit rursum virescit et rami eius pullulant
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
si senuerit in terra radix eius et in pulvere emortuus fuerit truncus illius
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
ad odorem aquae germinabit et faciet comam quasi cum primum plantatum est
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
homo vero cum mortuus fuerit et nudatus atque consumptus ubi quaeso est
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
quomodo si recedant aquae de mari et fluvius vacuefactus arescat
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
sic homo cum dormierit non resurget donec adteratur caelum non evigilabit nec consurget de somno suo
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
quis mihi hoc tribuat ut in inferno protegas me ut abscondas me donec pertranseat furor tuus et constituas mihi tempus in quo recorderis mei (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
putasne mortuus homo rursum vivet cunctis diebus quibus nunc milito expecto donec veniat inmutatio mea
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
vocabis et ego respondebo tibi operi manuum tuarum porriges dexteram
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
tu quidem gressus meos dinumerasti sed parces peccatis meis
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
signasti quasi in sacculo delicta mea sed curasti iniquitatem meam
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
mons cadens defluet et saxum transfertur de loco suo
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
lapides excavant aquae et adluvione paulatim terra consumitur et homines ergo similiter perdes
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
roborasti eum paululum ut in perpetuum pertransiret inmutabis faciem eius et emittes eum
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
sive nobiles fuerint filii eius sive ignobiles non intelleget
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
attamen caro eius dum vivet dolebit et anima illius super semet ipso lugebit
