Job 14
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
[Homo natus de muliere, brevi vivens tempore, repletur multis miseriis.
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
Qui quasi flos egreditur et conteritur, et fugit velut umbra, et numquam in eodem statu permanet.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
Et dignum ducis super hujuscemodi aperire oculos tuos, et adducere eum tecum in judicium?
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Quis potest facere mundum de immundo conceptum semine? nonne tu qui solus es?
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
Breves dies hominis sunt: numerus mensium ejus apud te est: constituisti terminos ejus, qui præteriri non poterunt.
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
Recede paululum ab eo, ut quiescat, donec optata veniat, sicut mercenarii, dies ejus.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
Lignum habet spem: si præcisum fuerit, rursum virescit, et rami ejus pullulant.
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Si senuerit in terra radix ejus, et in pulvere emortuus fuerit truncus illius,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
ad odorem aquæ germinabit, et faciet comam, quasi cum primum plantatum est.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
Homo vero cum mortuus fuerit, et nudatus, atque consumptus, ubi, quæso, est?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
Quomodo si recedant aquæ de mari, et fluvius vacuefactus arescat:
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
sic homo, cum dormierit, non resurget: donec atteratur cælum, non evigilabit, nec consurget de somno suo.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
Quis mihi hoc tribuat, ut in inferno protegas me, et abscondas me donec pertranseat furor tuus, et constituas mihi tempus in quo recorderis mei? (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
Putasne mortuus homo rursum vivat? cunctis diebus quibus nunc milito, expecto donec veniat immutatio mea.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
Vocabis me, et ego respondebo tibi: operi manuum tuarum porriges dexteram.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
Tu quidem gressus meos dinumerasti: sed parce peccatis meis.
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
Signasti quasi in sacculo delicta mea, sed curasti iniquitatem meam.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
Mons cadens defluit, et saxum transfertur de loco suo:
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
lapides excavant aquæ, et alluvione paulatim terra consumitur: et hominem ergo similiter perdes.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Roborasti eum paululum, ut in perpetuum transiret: immutabis faciem ejus, et emittes eum.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
Sive nobiles fuerint filii ejus, sive ignobiles, non intelliget.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Attamen caro ejus, dum vivet, dolebit, et anima illius super semetipso lugebit.]
