Job 14
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
O KE kanaka i hanauia e ka wahine. He hapa kona mau la, a ua piha i ka popilikia.
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
Puka mai no ia me he pua la, a ua okiia aku; A holo aku no ia me he aka la, aole ia e mau.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
A ke kau anei oe i kou mau maka maluna o ka mea like me ia, A e lawe mai ia'u i ka hookolokoloia ana e oe?
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Owai ka mea e unuhi ae i ka mea maemae mai o ka mea haumia? aole kekahi.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
No ka mea, ua heluia kona mau la, A ia oe no ka huina o kona mau malama, Ua hoonoho oe i kona mau mokuna, i hiki ole ai ia ke ae aku;
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
E nana ae oe mai ona aku la, i hoomaha iho ai ia, A hauoli ia i kona ia, me he mea hoolimalima la.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
No ka mea, a i kuaia ka laau, He manao no nona, e ulu hou auanei, Aole hoi e pau na lala hou.
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Ina ua elemakule kona aa ma ka honua, A ua make hoi kona kumu ma ka lepo;
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
Aka, no ka honi ana i ka wai e kupu ae ia, A e hookupu aku i na lala, me he laau kanu la,
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
Aka, o ke kanaka, e make no ia, a e nalowale aku; Oia, e make ana no ke kanaka, auhea la oia?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
E like me ka maloo ana o na wai, mai ke kai aku, A me ka emi ana o ka muliwai, a maloo iho;
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
Pela e moe iho ai ke kanaka, aole ku hou ae; Aole lakou e ala hou mai, a pau aku na lani, Aole hoi e hooku hou ia, mai ko lakou hiamoe ana.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
E pono e waiho iho oe ia'u iloko o ka luakupapau, A e huna oe ia'u, a hala aku kou huhu, A e hoakaka mai no'u i ka manawa pono, a e hoomanao mai ia'u! (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
Ina e make ke kanaka, e ola hou anei oia? O na la a pau o ko'u kaua ana ka'u e kali ai, A hiki mai ko'u manawa.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
E kahea mai oe ia'u, a e hoolohe aku no au ia oe: A e aloha mai no oe i ka hana a kou mau lima.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
No ka mea, ano ke helu nei oe i kuu mau kapuwai; Aole anei oe e kiai mai nei i ko'u hewa?
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
Ua hoopaaia kuu hewa iloko o ka aa, Ua imi hala oe i kuu hewa.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
A he oiaio, o ka mauna e hiolo ana, moe mau no ia, A ua hooneeia ka pohaku mai kona wahi aku.
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
Ke anai nei na wai i na pohaku; O kona wai nui, ua hoopau aku ia i ka lepo o ka aina; Pela oe e hoomake nei i ka manaolana o ke kanaka.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Ke lanakila mau nei oe maluna ona, a hele aku no ia: Ke boopahaohao nei oe i kona maka, a hoouna aku ia ia.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
Ua hoohanohanoia kana keiki, aole oia i ike: A ua hoohaahaaia lakou, aole ia i noonoo no lakou.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Aka, e hui kona io maluna ona, A e uwe kona naau iloko ona.
