Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

“Mutum haihuwar mace kwanakinsa kaɗan ne, kuma cike da wahala.

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

Yana tasowa kamar fure yana kuma shuɗewa; kamar inuwa, ba ya daɗewa.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

Za ka zura ido a kan irin wannan ne? Za ka kawo shi gaba don ka yi masa shari’a?

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

Wane ne zai iya kawo abin da yake da tsarki daga cikin abu marar tsarki? Babu!

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

An lissafta kwanakin mutum; ka riga ka ɗibar masa watanni, ka yi masa iyaka, ba zai iya wuce iyakar ba.

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

Saboda haka ka kawar da kanka daga gare shi, ka rabu da shi har sai ya cika lokacinsa kamar mutumin da aka ɗauki hayarsa.

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

“Aƙalla itace yana da bege. In an sare shi, zai sāke tsira, zai tohu da kyau.

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

Ko da jijiyoyin itacen sun tsufa a cikin ƙasa kuma kututturensa ya mutu a cikin ƙasa.

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

Daga ya ji ƙanshin ruwa zai tohu yă yi tsiro kamar shuka.

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

Amma mutum yana mutuwa a bizne shi; daga ya ja numfashinsa na ƙarshe, shi ke nan.

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Kamar yadda ruwa yake bushewa a teku ko a gaɓar rafi sai wurin yă bushe,

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

haka mutum zai kwanta ba zai tashi ba; har sai duniya ta shuɗe mutane ba za su farka ba, ba za su tashi daga barcinsu ba.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

“Da ma za ka ɓoye ni a cikin kabari ka ɓoye ni har sai fushinka ya wuce! In da za ka keɓe mini lokaci sa’an nan ka tuna da ni! (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

In mutum ya mutu, ko zai sāke rayuwa? In haka ne zan daure kwanakin da nake shan wahala har su wuce.

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

Za ka kira zan kuwa amsa maka; za ka yi marmarin abin da hannunka ya halitta.

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

Ba shakka a lokacin ne za ka lura da matakaina amma ba za ka kula da zunubaina ba.

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

Za a daure laifofina a cikin jaka; za ka rufe zunubaina.

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

“Amma kamar yadda manyan duwatsu suke fāɗuwa su farfashe su kuma gusa daga wurarensu,

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

yadda ruwa yakan zaizaye duwatsu ruwa mai ƙarfi kuma yă kwashe turɓayar ƙasa, haka kake barin mutum ba bege.

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

Ka sha ƙarfinsa gaba ɗaya, sai ya ɓace, ka sauya yanayinsa ka kuma kore shi.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Ko an martaba’ya’yansa maza, ba zai sani ba; Ko an wulaƙanta su, ba zai gani ba.

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

Zafin jikinsa kaɗai yake ji yana kuka wa kansa ne kaɗai.”