< Job 14 >

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
L'homme né de femme a la vie courte, et est rassasié de trouble.
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
Comme une fleur, il éclot, et on le coupe; il fuit comme une ombre, et ne subsiste point.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
Et c'est sur cet être que tu ouvres les yeux, et c'est moi que tu conduis en justice avec toi!
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Qui peut tirer la pureté de la souillure? Personne.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
Si ses jours sont déterminés, si le nombre de ses mois est fixé par-devers toi, si tu lui as prescrit des limites qu'il ne passera pas,
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
Détourne tes regards de lui, et qu'il ait quelque repos, jusqu'à ce qu'il goûte, comme un mercenaire, la fin de sa journée.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
Car il y a de l'espérance pour l'arbre, si on l'a coupé; il reverdit encore, et il ne cesse pas d'avoir des rejetons;
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Si sa racine vieillit dans la terre, et si dans la poussière son tronc est mort,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
Dès qu'il sent l'eau, il pousse de nouveau, et il produit des branches comme un jeune plant.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
Mais quand l'homme meurt, il reste gisant; quand l'homme a expiré, où est-il?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
Les eaux de la mer s'écoulent, le fleuve tarit et se dessèche,
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
Ainsi l'homme se couche, et il ne se relève point. Tant qu'il y aura des cieux, ils ne se réveilleront point, et on ne les fera pas sortir de leur sommeil.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
Oh! si tu me cachais dans le Sépulcre, si tu me mettais à couvert, jusqu'à ce que ta colère fût passée! Si tu me donnais un terme, après lequel tu te souviendrais de moi (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
(Si l'homme meurt, revivra-t-il? ), tout le temps de ma consigne, j'attendrais, jusqu'à ce que vînt mon remplacement!
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
Tu appellerais, et je répondrais; tu désirerais de revoir l'ouvrage de tes mains.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
Mais, maintenant, tu comptes mes pas, et tu observes tous mes péchés.
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
Ma transgression est scellée dans le sac, et tu as ajouté à mon iniquité.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
Mais la montagne s'éboule; le rocher est transporté hors de sa place;
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
Les eaux minent les pierres; les inondations entraînent la poussière de la terre: ainsi fais-tu périr l'espérance du mortel.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Tu ne cesses de l'assaillir, et il s'en va; tu changes son aspect, et tu le renvoies.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
Que ses fils soient honorés, il n'en saura rien; qu'ils soient méprisés, il ne le verra pas.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
C'est sur lui seul que sa chair s'afflige, et sur lui que son âme gémit.

< Job 14 >