Job 14
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
Man, born of woman! Of few days, and full of trouble!
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
As a flower he hath gone forth, and is cut off, And he fleeth as a shadow and standeth not.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
Also — on this Thou hast opened Thine eyes, And dost bring me into judgment with Thee.
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Who giveth a clean thing out of an unclean? not one.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
If determined are his days, The number of his months [are] with Thee, His limit Thou hast made, And he passeth not over;
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
Look away from off him that he may cease, Till he enjoy as an hireling his day.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
For there is of a tree hope, if it be cut down, That again it doth change, That its tender branch doth not cease.
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
If its root becometh old in the earth, And its stem doth die in the dust,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
From the fragrance of water it doth flourish, And hath made a crop as a plant.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
And a man dieth, and becometh weak, And man expireth, and where [is] he?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
Waters have gone away from a sea, And a river becometh waste and dry.
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
And man hath lain down, and riseth not, Till the wearing out of the heavens they awake not, Nor are roused from their sleep.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
O that in Sheol Thou wouldest conceal me, Hide me till the turning of Thine anger, Set for me a limit, and remember me. (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
If a man dieth — doth he revive? All days of my warfare I wait, till my change come.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
Thou dost call, and I — I answer Thee; To the work of Thy hands Thou hast desire.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
But now, my steps Thou numberest, Thou dost not watch over my sin.
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
Sealed up in a bag [is] my transgression, And Thou sewest up mine iniquity.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
And yet, a falling mountain wasteth away, And a rock is removed from its place.
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
Stones have waters worn away, Their outpourings wash away the dust of earth, And the hope of man Thou hast destroyed.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Thou prevailest [over] him for ever, and he goeth, He is changing his countenance, And Thou sendest him away.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
Honoured are his sons, and he knoweth not; And they are little, and he attendeth not to them.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Only — his flesh for him is pained, And his soul for him doth mourn.'
