< Job 14 >

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
Man, who is born of woman, lives only a few days and is full of trouble.
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
He sprouts from the ground like a flower and is cut down; he flees like a shadow and does not last.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
Do you look at any of these? Do you bring me into judgment with you?
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Who can bring something clean out of something unclean? No one.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
Man's days are determined. The number of his months is with you; you have appointed his limits that he cannot pass.
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
Look away from him that he may rest, so that he may enjoy his day like a hired man if he can do so.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
There can be hope for a tree; if it is cut down, it might sprout again, so that its tender stalk does not disappear.
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Though its root grows old in the earth, and its stump dies in the ground,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
yet even if it only smells water, it will bud and send out branches like a plant.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
But man dies; he becomes weak; indeed, man stops breathing, and then where is he?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
As water disappears from a lake, and as a river loses water and dries up,
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
so people lie down and do not rise again. Until the heavens are no more, they will not awake nor be roused out of their sleep.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
Oh, that you would hide me away in Sheol away from troubles, and that you would keep me in private until your wrath is over, that you would set me a fixed time to stay there and then call me to mind! (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
If a man dies, will he live again? If so, I would wish to wait all my weary time there until my release should come.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
You would call, and I would answer you. You would have a desire for the work of your hands.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
You would number and care for my footsteps; you would not keep track of my sin.
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
My transgression would be sealed up in a bag; you would cover up my iniquity.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
But even mountains fall and come to nothing; even rocks are moved out of their place;
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
the waters wear down the stones; their flooding washes away the dust of the earth. Like this, you destroy the hope of man.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
You always defeat him, and he passes away; you change his face and send him away to die.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
If his sons are honored, he does not know it; and if they are brought low, he does not see it.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
He feels only the pain of his own body, and he mourns for himself.

< Job 14 >