Job 14
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
Man, that is born of woman, Is of few days, and full of trouble.
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
He cometh forth as a flower, and is cut down; He fleeth also as a shadow, and continueth not.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
And dost thou fix thine eyes upon such a one? And dost thou bring me into judgment with thee?
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Who can produce a clean thing from an unclean? Not one.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
Seeing that his days are determined, And the number of his months, with thee, And that thou hast appointed him bounds which he cannot pass,
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
O turn thine eyes from him, and let him rest, That he may enjoy, as a hireling, his day!
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
For there is hope for a tree, If it be cut down, that it will sprout again, And that its tender branches will not fail;
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Though its root may have grown old in the earth, And though its trunk be dead upon the ground,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
Through the scent of water it will bud, And put forth boughs, like a young plant.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
But man dieth, and he is gone! Man expireth, and where is he?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
The waters fail from the lake; And the stream wasteth and drieth up;
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
So man lieth down, and riseth not; Till the heavens be no more, he shall not awake, Nor be roused from his sleep.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
O that thou wouldst hide me in the under-world! That thou wouldst conceal me till thy wrath be past! That thou wouldst appoint me a time, and then remember me! (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
If a man die, can he live again? All the days of my war-service would I wait, Till my change should come.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
Thou wilt call, and I will answer thee; Thou wilt have compassion upon the work of thy hands!
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
But now thou numberest my steps; Thou watchest over my sins.
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
My transgression is sealed up in a bag; Yea, thou addest unto my iniquity.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
As the mountain falling cometh to nought, And the rock is removed from its place;
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
As the waters wear away the stones, And the floods wash away the dust of the earth, So thou destroyest the hope of man.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Thou prevailest against him continually, and he perisheth; Thou changest his countenance, and sendest him away.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
His sons come to honor, but he knoweth it not; Or they are brought low, but he perceiveth it not.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
But his flesh shall have pain for itself alone; For itself alone shall his soul mourn.
