< Job 14 >

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
“Man, born of woman! Of few days, and full of trouble!
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
As a flower he has gone forth, and is cut off, And he flees as a shadow and does not stand.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
Also—on this You have opened Your eyes, and bring me into judgment with You.
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Who gives a clean thing out of an unclean? Not one.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
If his days are determined, The number of his months [are] with You, You have made his limit, And he does not pass over;
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
Look away from off him that he may cease, Until he enjoy as a hired worker his day.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
For there is hope for a tree, if it is cut down, That it changes again, That its tender branch does not cease.
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
If its root becomes old in the earth, And its stem dies in the dust,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
From the fragrance of water it flourishes, And has made a crop as a plant.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
And a man dies, and becomes weak, And man expires, and where [is] he?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
Waters have gone away from a sea, And a river becomes waste and dry.
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
And man has lain down, and does not rise, Until the wearing out of the heavens they do not awaken, Nor are roused from their sleep.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
O that You would conceal me in Sheol, Hide me until the turning of Your anger, Set a limit for me, and remember me. (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
If a man dies—does he revive? All [the] days of my warfare I wait, until my change comes.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
You call, and I answer You; To the work of Your hands You have desire.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
But now, You number my steps, You do not watch over my sin.
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
My transgression [is] sealed up in a bag, and You sew up my iniquity.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
And yet, a falling mountain wastes away, and a rock is removed from its place.
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
Waters have worn away stones, Their outpourings wash away the dust of earth, And You have destroyed the hope of man.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
You prevail [over] him forever, and he goes, He is changing his countenance, And You send him away.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
His sons are honored, and he does not know; And they are little, and he does not attend to them.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Only—his flesh is pained for him, And his soul mourns for him.”

< Job 14 >