Job 14
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
Man, born of woman, is of few days, and full of trouble.
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
He cometh forth like a flower, and is cut down; and he fleeth as a shadow, and continueth not.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
Yet dost thou open thine eyes upon such a one, and bringest me into judgment with thee?
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Who can bring a clean [man] out of the unclean? Not one!
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
If his days are determined, if the number of his months is with thee, [and] thou hast appointed his bounds which he must not pass,
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
Look away from him; and let him rest, till he accomplish, as a hireling, his day.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
For there is hope for a tree: if it be cut down, it will sprout again, and its tender branch will not cease;
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Though its root grow old in the earth, and its stock die in the ground,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
Yet through the scent of water it will bud, and put forth boughs like a young plant.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
But a man dieth, and is prostrate; yea, man expireth, and where is he?
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
The waters recede from the lake, and the river wasteth and drieth up:
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
So man lieth down, and riseth not again; till the heavens be no more, they do not awake, nor are raised out of their sleep.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
Oh that thou wouldest hide me in Sheol, that thou wouldest keep me secret until thine anger be past, that thou wouldest appoint me a set time, and remember me, — (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
(If a man die, shall he live [again]?) all the days of my time of toil would I wait, till my change should come:
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
Thou wouldest call, and I would answer thee; thou wouldest have a desire after the work of thy hands.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
For now thou numberest my steps: dost thou not watch over my sin?
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
My transgression is sealed up in a bag, and thou heapest up mine iniquity.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
And indeed a mountain falling cometh to nought, and the rock is removed out of its place;
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
The waters wear the stones, the floods thereof wash away the dust of the earth; and thou destroyest the hope of man.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Thou prevailest for ever against him, and he passeth away; thou changest his countenance, and dismissest him.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
His sons come to honour, and he knoweth it not; and they are brought low, and he perceiveth it not.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
But his flesh hath pain for himself alone, and his soul mourneth for himself.
