Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

“Dhano ma dhako onywolo ndalone nok kendo oneno chandruok mathoth.

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

Odongo piyo piyo ka maua bangʼe to oner; mana ka tipo makadho ma ok siki.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

Ngʼat machal kamano bende inyalo dewo? Bende dikele e nyimi adier mondo iyale?

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

En ngʼa manyalo kelo gima ler kogolo kuom gima ochido? Onge kata achiel!

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

Ndalo dhano nosekwan chon; isechano kar romb dwechene, kendo iseketo gikone ma ok onyal kalo.

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

Omiyo gol wangʼi kuome kendo weye mos, mondo ochamie luche gi mor kaka ngʼama ondiki timo.

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

“Yien ber nyalo bedo gi geno: ka osetongʼe to nitie geno ni onyalo loth, kendo chunye maloth manyien ok rem mak odongo.

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

Kata obedo ni tiendene towo kendo miyo osikene tho,

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

to kata kamano, kowinjo much pi, to oloth, mana ka yien mochako dongo.

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

Dhano to tho kendo iike e bwo lowo; oyweyo mogik, kendo kare rumo chuth.

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Mana kaka pi dwono e nam kata kaka dier aora pi duone mi two,

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

e kaka dhano nindo piny kendo ok ochak ochungʼ; ok ochak onen kendo bende ok nochiewe e nindoneno.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

“Mad ne ipanda ei liel mondo ne abed maonge nyaka chop mirimbi rum, bangʼe to iket kinde ma ibiro parae kendo! (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

Ka ngʼato otho, bende dochak obed mangima kendo? Ndalona duto mag tichna matek abiro rito, an to abiro dhil gi thagruokna, nyaka kinde maber chopi.

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

Ibiro luongo, kendo abiro dwoki; ibiro gombo neno chwech ma lweti osechweyo.

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

Eka inikwan kuonde matienda onyono to ok inisik kinona mondo ikwan richo ka richo matimo.

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

Kethoga ibiro ket ei ofuku mi din ma ok yawre, kendo inium richona.

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

“Mana kaka pi ywero got kendo barore kendo kaka lwanda chorore kawuok kare,

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

kendo kaka pi ywero kite kendo koth maduongʼ ywero lowo, kamano e kaka iketho geno ma dhano nigo.

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

Ihewe dichiel kendo mogik, kendo olal nono; iloko kit wangʼe, kendo igole e dier ji chuth.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Kata ka yawuote yudo duongʼ bangʼe, to en okia kendo kata ka giyudo wichkuot, to ok one gi wangʼe.

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

Gima owinjo en mana rem manie dende owuon kendo oywagore kende owuon.”