Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.