Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

Čovjek koga je žena rodila kratka je vijeka i pun nevolja.

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

K'o cvijet je nikao i vene već, poput sjene bježi ne zastajuć'.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

Na takva, zar, ti oči otvaraš i preda se na sud ga izvodiš?

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

Tko će čisto izvuć' iz nečista? Nitko!

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

Pa kad su njegovi dani odbrojeni, kad mu broj mjeseci o tebi ovisi, kad mu granicu stavljaš neprijelaznu,

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

skini s njega pogled da počinut' može, poput najamnika da svoj dan uživa.

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

TÓa ni drvu nije nada sva propala, posječeno, ono opet prozeleni i mladice nove iz njega izbiju.

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

Ako mu korijen i ostari u zemlji, ako mu se panj i sasuši u prahu,

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

oćutjevši vodu, ono će propupat' i pustiti grane kao stablo novo.

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

Al' kad čovjek umre, ostaje pokošen, kad smrtnik izdahne, gdje li je on tada?

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Može sva voda iz mora ispariti i presahnut' rijeke, isušit posvema',

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

al' čovjek kad legne, ne ustaje više, dok nebesa bude, neće se podići, od sna se svojega probuditi neće.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

O, kad bi me htio skriti u Šeolu, zakloniti me dok srdžba ti ne mine, dÓati mi rok kad ćeš me se spomenuti, (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

- jer, kad umre čovjek, zar uskrsnut' može? - čekao bih te sve dane vojske svoje dok ne bi došao da mi smjenu dadeš.

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

Zvao bi me, a ja bih se odazvao: zaželio si se djela svojih ruku.

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

A sad nad svakim mojim vrebaš korakom, nijednog mi grijeha nećeš oprostiti,

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

u vreći si prijestup moj zapečatio i krivicu moju svu si zapisao.

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

Vaj! K'o što se jednom uruši planina, k'o što se hridina s mjesta svog odvali,

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

k'o što voda kamen s vremenom istroši, a pljusak bujicom zemlju svu sapere, tako uništavaš nadu u čovjeku.

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

Oborio si ga - on ode za svagda, nagrđena lica, otjeran, odbačen.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Djecu mu poštuju - o tom ništa ne zna; ako su prezrena - o tom ne razmišlja.

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

On jedino pati zbog svojega tijela, on jedino tuži zbog svojeg života.”