Job 14
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
人為婦人所生， 日子短少，多有患難；
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
出來如花，又被割下， 飛去如影，不能存留。
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
這樣的人你豈睜眼看他嗎？ 又叫我來受審嗎？
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
誰能使潔淨之物出於污穢之中呢？ 無論誰也不能！
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
人的日子既然限定， 他的月數在你那裏， 你也派定他的界限，使他不能越過，
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
便求你轉眼不看他，使他得歇息， 直等他像雇工人完畢他的日子。
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
樹若被砍下， 還可指望發芽， 嫩枝生長不息；
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
其根雖然衰老在地裏， 幹也死在土中，
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
及至得了水氣，還要發芽， 又長枝條，像新栽的樹一樣。
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
但人死亡而消滅； 他氣絕，竟在何處呢？
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
海中的水絕盡， 江河消散乾涸。
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
人也是如此，躺下不再起來， 等到天沒有了，仍不得復醒， 也不得從睡中喚醒。
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
惟願你把我藏在陰間， 存於隱密處，等你的忿怒過去； 願你為我定了日期，記念我。 (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
人若死了豈能再活呢？ 我只要在我一切爭戰的日子， 等我被釋放的時候來到。
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
你呼叫，我便回答； 你手所做的，你必羨慕。
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
但如今你數點我的腳步， 豈不窺察我的罪過嗎？
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
我的過犯被你封在囊中， 也縫嚴了我的罪孽。
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
山崩變為無有； 磐石挪開原處。
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
水流消磨石頭， 所流溢的洗去地上的塵土； 你也照樣滅絕人的指望。
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
你攻擊人常常得勝，使他去世； 你改變他的容貌，叫他往而不回。
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
他兒子得尊榮，他也不知道， 降為卑，他也不覺得。
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
但知身上疼痛， 心中悲哀。
