Job 14
1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
Huta kah a sak hlang he a khohnin toi tih khoponah khaw hah.
2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
Rhaipai bangla phuelh tih a oh uh. Khokhawn bangla yong tih pai voel pawh.
3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
Te soah ngawn tah na mik tueng tih kai he na taengkah laitloeknah dongla na khuen.
4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
Rhalawt lamloh a cuem la aka khueh te unim? Pakhat pataeng om pawh.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
A khohnin neh a hla taenah khaw namah taengah hangdang. A oltlueh te a oltlueh bangla na saii tih poe thai pawh.
6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
Anih lamloh vawl mangthong lamtah amah hnin at kutloh bangla a ngaingaih hil toeng saeh.
7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
Thing ham tah a vung akhaw ngaiuepnah om pueng. Te dongah koep mikhing vetih a dawn khaw ngoeng mahpawh.
8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
Diklai khuiah a yung patong mai tih laipi khuiah a ngo duek cakhaw,
9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
tui bo ah duei vetih thinghloe bangla a pae cawn ni.
10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
Tedae hlang tah duek tih rhaa uh coeng. Hlang he a pal phoeiah tah melam a om.
11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
Tuitunli lamkah tui khaw khawk dae tuiva loh a khah vaengah tah kak.
12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
Hlang khaw yalh tih thoo voel pawh. Vaan a om pawt due khaw haenghang pawh. Amih te ih kung lamloh haenghang uh mahpawh.
13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
Unim saelkhui ah a paek lah ve? Kai he nan khoem lah vetih na thintoek a mael duela kai nan thuh lah mako. Kai hamla oltlueh na khueh vetih kai nan poek mako. (Sheol h7585)
14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
Hlang he duek koinih hing venim? Kamah kah caempuei hnin boeih he ka thovaelnah a pawk hil ka lamtawn bitni.
15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
Nan khue vaengah kai loh nang te ka doo bitni. Na kut dongkah bibi dongah na moo bitni.
16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
Ka khokan he na tae pawn vetih ka tholhnah khaw na dawn mahpawh.
17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
Ka boekoek hnocun khuiah catui a hnah thil tih kai kathaesainah na dah thil bitni.
18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
Tedae Tlang khaw cungku tih moelh. Lungpang pataeng a hmuen lamloh thoeih.
19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
Lungto khaw tui loh a hoh tih a kongnawt loh diklai laipi a yo. Te dongah hlanghing kah ngaiuepnah na pal sak.
20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
Anih te a yoeyah la na khulae tih a hmai a tal la a van daengah anih te na tueih.
21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
A ca rhoek a thangpom uh dae a ming moenih. Muei uh cakhaw amih a yakming moenih.
22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
Tedae a pumsa tah a taengah tih thak a khoeih tih a hinglu khaw amah hamla nguekcoi,” a ti.
