Job 14

1 Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

Ang tawo, nga natawo sa usa ka babaye, Hamubo ra sa panuigon, ug tugob sa kasamok.

2 Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

Siya mobuswak sama sa usa ka bulak, ug pagaputlon: Siya nagadalagan usab ingon sa usa ka anino, ug dili magadayon.

3 Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

Nan magabuka ba ikaw sa mga mata sa pagsud-ong kaniya, Ug magadala kanako sa hukmanan uban kanimo?

4 Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

Kinsa ang makakuha ug usa ka butang nga mahinlo gikan sa mahugaw? walay mausa.

5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

Sanglit ang iyang mga adlaw tinagalan, Ang gidaghanon sa iyang mga bulan anaa kanimo, Ug ikaw nagbutang ug mga utlanan kaniya nga dili niya malabang.

6 Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

Ayaw na siya pagsud-onga, aron siya makapahulay, Hangtud nga, ingon sa usa ka sulogoon, matapus niya ang adlaw.

7 Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

Kay adunay kalauman sa usa ka kahoy, Kong kana pagaputlon aron nga manalingsing pag-usab, Ug nga ang diyutayng sanga niana dili mohunong.

8 Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

Bisan pa magakagulang ang gamot niana diha sa yuta, Ug ang tuud niana madunot sa yuta;

9 saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

Apan tungod sa baho sa tubig kana mangudlot, Ug mananga ingon sa usa ka tanum.

10 Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

Apan ang tawo mamatay, ug igalubong: Oo, ang gininhawa sa tawo mabugto, ug hain na man siya?

11 Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

Ingon nga ang katubigan maitus sa dagat, Ug ang suba magakakunhod ug momala;

12 Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

Mao usab ang tawo mamatay ug dili na mobalik: Hangtud nga mawala ang kalangitan, sila dili na manghigmata, Dili usab sila mapukaw sa ilang pagkatulog.

13 Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

Oh nga sa Sheol unta tagoan mo ako, Nga imo unta akong ibutang sa tago, hangtud nga mahupay ang imong kaligutgut, Nga imo unta akong tagalan ug panahon, ug mahinumdum ka kanako! (Sheol h7585)

14 Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

Kong ang tawo mamatay, mabuhi ba siya pag-usab? Paabuton unta nako ang tanang adlaw sa akong pagpakigbisog, Hangtud ang akong pagkabalhin modangat.

15 Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

Ikaw motawag unta, ug kanimo ako motubag: Ikaw mokinahanglan sa buhat sa imong mga kamot.

16 Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

Apan karon imong ginaihap ang akong mga lakang? Dili ba ikaw magtimaan sa akong sala?

17 Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

Ang akong kalapasan gibaliktosan sulod sa usa ka puntil, Ug imong gitak-uman ang akong kadautan.

18 Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

Apan ang bukid nga nagakatumpag, mawagtang: Ug ang bato mahasalikway gikan sa iyang nahamutangan;

19 Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

Ang katubigan magahilis sa mga bato; Ang mga pag-awas niana magabugwas sa abug sa yuta: Maingon man niana ginalaglag mo ang paglaum sa tawo.

20 Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

Ikaw sa walay katapusan makadaug kaniya, ug siya molabay: Ikaw magausab sa iyang nawong, ug kaniya magapalakaw.

21 Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

Ang iyang mga anak mahimong dungganon, ug siya dili mahibalo niana; Ug sila ginahimong ubos apan siya dili makatimaan niana kanila.

22 For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

Apan kaniya may kasakit ang iyang unod, Ug sa sulod niya nagabangotan ang iyang kalag.