Job 13
1 Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
Ja, allting hev mitt auga set og øyra høyrde og forstod;
2 Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
alt det de veit, det veit eg og; for dykk eg ei tilbake stend.
3 Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
Men eg til Allvalds Gud vil tala, med Gud eg vil til retten ganga;
4 Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
Men de vil dekkja til med lygn, er berre ugagnslækjarar.
5 Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
Å, gjev de vilde tegja still, so kunde det for visdom gjelda.
6 Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
Høyr på den skrapa eg vil gjeva, merk når mi lippa åtak gjer!
7 Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
Vil de forsvara Gud med lygn? Vil de hans sak med urett verja?
8 Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
Vil de for honom gjera mismun, og spela Guds sakførarar?
9 Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
Gjeng det dykk vel, når han dykk prøver? Kann de han narra som eit mennesk’?
10 Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
Han skal so visst dykk straffa strengt, um de slik mismunn gjer i løynd.
11 Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
Med høgdi si han skræmar dykk, hans rædsla yver dykk skal falla.
12 Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
Og dykkar kraft-ord vert til oska, og dykkar prov til blaute leir.
13 Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
Teg stilt, lat meg tala ut, so fær det gå meg som det kann!
14 Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
Kvi skuld’ eg ta mitt kjøt i tenner? Og halda livet mitt i handi?
15 Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
Han drep meg, ei eg ventar anna, mi ferd for han lik’vel eg hævdar.
16 Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
Men ogso det skal hjelpa meg; hjå han fær ingen urein møta.
17 Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
So høyr då det eg segja vil; lat meg for dykkar øyro tala!
18 Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
Eg saki hev til rettes lagt; eg skal få rett, det veit eg visst.
19 Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
Kven er det som med meg kann strida? Eg skulde tegja stilt og døy.
20 Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
Tvo ting må du spara meg for; då løyner eg meg ikkje for deg:
21 Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
Di hand lyt burt frå meg du taka, lat ei di rædsla skræma meg!
22 Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
Stemn meg so inn! eg stend til svars; eller eg talar og du svarar.
23 Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
Kor mange brot og synder hev eg? Seg meg mi misgjerd og mi synd!
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
Kvifor vil du di åsyn løyna og for ein fiend’ halda meg?
25 Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
Vil eit burtblåse blad du skræma? Forfylgja du eit visna strå? -
26 Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
Når du idømer meg slik straff og let meg erva ungdoms synder
27 Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
og legg i stokken mine føter, og vaktar alle mine vegar, slær krins um mine foteblad.
28 skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
Og det mot ein som morkna er, lik klædeplagg som mol et upp.
