< Job 13 >
1 Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
2 Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
3 Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
4 Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
5 Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
6 Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
7 Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
8 Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
9 Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
10 Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
11 Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
12 Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
13 Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
14 Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
15 Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
16 Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
17 Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
18 Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
19 Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
20 Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21 Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
22 Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
23 Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
25 Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
26 Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
27 Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
28 skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
