Job 13
1 Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
Lo, all — hath mine eye seen, Heard hath mine ear, and it attendeth to it.
2 Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
According to your knowledge I have known — also I. I am not fallen more than you.
3 Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
Yet I for the Mighty One do speak, And to argue for God I delight.
4 Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
And yet, ye [are] forgers of falsehood, Physicians of nought — all of you,
5 Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
O that ye would keep perfectly silent, And it would be to you for wisdom.
6 Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
Hear, I pray you, my argument, And to the pleadings of my lips attend,
7 Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
For God do ye speak perverseness? And for Him do ye speak deceit?
8 Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
His face do ye accept, if for God ye strive?
9 Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
Is [it] good that He doth search you, If, as one mocketh at a man, ye mock at Him?
10 Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
He doth surely reprove you, if in secret ye accept faces.
11 Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
Doth not His excellency terrify you? And His dread fall upon you?
12 Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
Your remembrances [are] similes of ashes, For high places of clay your heights.
13 Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
Keep silent from me, and I speak, And pass over me doth what?
14 Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
Wherefore do I take my flesh in my teeth? And my soul put in my hand?
15 Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
Lo, He doth slay me — I wait not! Only, my ways unto His face I argue.
16 Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
Also — He [is] to me for salvation, For the profane cometh not before Him.
17 Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
Hear ye diligently my word, And my declaration with your ears.
18 Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
Lo, I pray you, I have set in order the cause, I have known that I am righteous.
19 Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
Who [is] he that doth strive with me? For now I keep silent and gasp.
20 Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
Only two things, O God, do with me: Then from Thy face I am not hidden.
21 Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
Thy hand put far off from me, And Thy terror let not terrify me.
22 Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
And call Thou, and I — I answer, Or — I speak, and answer Thou me.
23 Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
How many iniquities and sins have I? My transgression and my sin let me know.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
Why dost Thou hide Thy face? And reckonest me for an enemy to Thee?
25 Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
A leaf driven away dost Thou terrify? And the dry stubble dost Thou pursue?
26 Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
For Thou writest against me bitter things, And causest me to possess iniquities of my youth:
27 Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
And puttest in the stocks my feet, And observest all my paths, On the roots of my feet Thou settest a print,
28 skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
And he, as a rotten thing, weareth away, As a garment hath a moth consumed him.
