Job 13
1 Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
“Behold, my eye has seen all, My ear has heard, and it attends to it.
2 Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
According to your knowledge I have known—also I. I am not more fallen than you.
3 Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
Yet I speak for the Mighty One, And I delight to argue for God.
4 Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
And yet, you [are] forgers of falsehood, Physicians of nothing—all of you,
5 Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
O that you would keep perfectly silent, And it would be to you for wisdom.
6 Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
Please hear my argument, And attend to the pleadings of my lips,
7 Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
Do you speak perverseness for God? And do you speak deceit for Him?
8 Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
Do you accept His face, if you strive for God?
9 Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
Is [it] good that He searches you, If, as one mocks at a man, you mock at Him?
10 Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
He surely reproves you, if you accept faces in secret.
11 Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
Does His excellence not terrify you? And His dread fall on you?
12 Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
Your remembrances [are] allegories of ashes, For high places of clay [are] your heights.
13 Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
Keep silent from me, and I speak, And pass over me what will.
14 Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
Why do I take my flesh in my teeth? And my soul put in my hand?
15 Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
Behold, He slays me—I do not wait! Only, I argue my ways to His face.
16 Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
Also—He [is] to me for salvation, For the profane do not come before Him.
17 Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
Hear my word diligently, And my declaration with your ears.
18 Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
Now behold, I have set the cause in order, I have known that I am righteous.
19 Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
Who [is] he that strives with me? For now I keep silent and gasp.
20 Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
Only two things, O God, do with me, Then I am not hidden from Your face:
21 Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
Put Your hand far off from me, And do not let Your terror terrify me.
22 Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
And You call, and I answer, Or—I speak, and You answer me.
23 Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
How many iniquities and sins do I have? Let me know my transgression and my sin.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
Why do You hide Your face? And reckon me for an enemy to You?
25 Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
Do You terrify a leaf driven away? And do You pursue the dry stubble?
26 Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
For You write bitter things against me, And cause me to possess iniquities of my youth,
27 Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
And you put my feet in the stocks, And observe all my paths—You set a print on the roots of my feet,
28 skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
And he, as a rotten thing, wears away, A moth has consumed him as a garment.”
