Job 13

1 Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.

Očima svojim sve to ja vidjeh, ušima svojim čuh i razumjeh.

2 Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.

Sve što vi znate znadem to i ja, ni u čemu od vas gori nisam.

3 Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.

Zato, zborit' moram sa Svesilnim, pred Bogom svoj razlog izložiti.

4 Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.

Jer, kovači laži vi ste pravi, i svi ste vi zaludni liječnici!

5 Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!

Kada biste bar znali šutjeti, mudrost biste svoju pokazali!

6 Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.

Dokaze mi ipak poslušajte, razlog mojih usana počujte.

7 Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?

Zar zbog Boga govorite laži, zar zbog njega riječi te prijevarne?

8 Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?

Zar biste pristrano branit' htjeli Boga, zar biste mu htjeli biti odvjetnici?

9 Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?

Zar bi dobro bilo da vas on ispita? Zar biste ga obmanuli k'o čovjeka?

10 Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.

Kaznom preteškom on bi vas pokarao poradi potajne vaše pristranosti.

11 Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?

Zar vas veličanstvo njegovo ne plaši i zar vas od njega užas ne spopada?

12 Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.

Razlozi su vam od pepela izreke, obrana je vaša obrana od blata.

13 Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!

Umuknite sada! Dajte da govorim, pa neka me poslije snađe što mu drago.

14 Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.

Zar da meso svoje sam kidam zubima? Da svojom rukom život upropašćujem?

15 Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!

On me ubit' može: nade druge nemam već da pred njim svoje držanje opravdam.

16 Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!

I to je već zalog mojega spasenja, jer bezbožnik preda nj ne može stupiti.

17 Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.

Pažljivo mi riječi poslušajte, nek' vam prodre u uši besjeda.

18 Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.

Gle: ja sam pripremio parnicu, jer u svoje sam pravo uvjeren.

19 Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.

Tko se sa mnom hoće parničiti? - Umuknut ću potom te izdahnut'.

20 Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:

Dvije mi molbe samo ne uskrati da se od tvog lica ne sakrivam:

21 Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!

digni s mene tešku svoju ruku i užasom svojim ne straši me.

22 Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!

Tada me pitaj, a ja ću odgovarat'; ili ja da pitam, ti da odgovaraš.

23 Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!

Koliko počinih prijestupa i grijeha? Prekršaj mi moj pokaži i krivicu.

24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?

Zašto lice svoje kriješ sad od mene, zašto u meni vidiš neprijatelja?

25 Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?

Zašto strahom mučiš list vjetrom progonjen, zašto se na suhu obaraš slamčicu?

26 Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.

O ti, koji mi gorke pišeš presude i teretiš mene grijesima mladosti,

27 Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,

koji si mi noge u klade sapeo i koji bdiš nad svakim mojim korakom i tragove stopa mojih ispituješ!

28 skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.

Život mi se k'o trulo drvo raspada, k'o haljina što je moljci izjedaju!