Job 12

1 Men Job svarede og sagde:

Då svara Job og sagde:

2 Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud!

«Ja visst, de er dei rette folk, og visdomen døyr ut med dykk.

3 Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting?

Men eg hev vit so vel som de; eg ei til atters stend for dykk; kven kjenner ikkje dette fyrr?

4 Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter.

Til spott for venen min vert eg som bad til Gud og bønhøyrd vart. Til spott vert rettvis mann og ærleg.

5 En foragtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er nær ved at snuble med Foden.

Vanvyrd ulukka! tenkjer trygg mann, vanvyrdnad ventar deim som vinglar.

6 Ødelæggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som sætter sin Haand som Gud.

Valdsmenn bur roleg i sitt tjeld; trygge er dei som tergar Gud, dei som hev Gud i neven sin.

7 Og sandelig, spørg dog Dyrene ad, og de skulle lære dig det; og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig det.

Spør bølingen, han skal deg læra, og fugl i luft, han segja skal,

8 Eller tal til Jorden, og den skal lære dig det, og Fiskene i Havet skulle fortælle dig det.

og tal til jordi, ho skal læra, og fisk i hav, skal melda deg:

9 Hvo ved ikke om alle disse Ting, at Herrens Haand har gjort dette?

Kven skynar ei på alt i hop, at Herrens hand hev skapa det?

10 han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød!

Kvar livand’ sjæl han hev i handi og åndi åt kvart menneskje.

11 Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden?

Vert ordi ei med øyra prøvde, som du med gomen maten smakar?

12 Hos de graahærdede er Visdom, og Dagenes Længde giver Forstand.

Hjå folk med gråe hår er visdom, og vit hjå deim som liver lenge.

13 Hos ham er Visdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.

Hjå honom visdom er og kraft, hjå honom råd og dømekraft.

14 Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.

Når han riv ned, kven byggjer upp? Når han set fast, kven løyser ut?

15 Se, han holder Vandene tilbage, og de borttørres, og han udlader dem, og de omvælte Landet.

Han stengjer vatnet, turkar det, slepper det, so det jordi øyder.

16 Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild.

Hjå honom kraft og klokskap er; han eig båd’ vegvill og vill-leidar;

17 Han lader Raadgiverne gaa afklædte bort og gør Dommerne til Daarer.

rådsherrar fører han som fangar, og domarar han gjer til dårar.

18 Han løser Kongernes Herredømme og lægger Baand om deres Lænder.

Han løyser konge-styring upp, legg reip kring livet på deim sjølve.

19 Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke.

Han fører prestar plundra burt og øyder ut eld’-gamle ætter.

20 Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle.

Han mælet tek frå øvde talar og vitet frå dei gamle menn,

21 Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte.

og yver stormenn skam han øys og løyser beltet på dei sterke.

22 Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset.

Han myrkret driv or holor ut og fører dimma fram i dagen.

23 Han formerer Folkene og lader dem gaa til Grunde; han udbreder Folkene og bortfører dem.

Han aukar folk og tynar deim; han spreider folk og fører deim;

24 Han borttager Forstand fra Folkets Øverster i Landet og lader dem fare vild i det øde, hvor ingen Vej er.

Han vitet tek frå jordheimsfyrstar og let veglaus heid deim vildra;

25 De famle i Mørke, hvor intet Lys er, og han bringer dem til at fare vild som den drukne.

dei sviv i myrkret utan ljos, han let dei raga liksom drukne.