Job 12

1 Men Job svarede og sagde:

Da antwortete Hiob und sprach:

2 Sandelig, I ere Folket, og med eder dør Visdommen ud!

Ja, ihr seid die Leute, mit euch wird die Weisheit sterben!

3 Jeg har ogsaa Forstand ligesom I, jeg falder ikke igennem for eder; og hvo ved ikke saadanne Ting?

Ich habe so wohl ein Herz als ihr und bin nicht geringer denn ihr; und wer ist, der solches nicht wisse?

4 Jeg er til Latter for min Ven, jeg, som raabte til Gud og fik Svar; den retfærdige, den oprigtige er til Latter.

Ich muß von meinem Nächsten verlacht sein, der ich Gott anrief, und er erhörte mich. Der Gerechte und Fromme muß verlacht sein

5 En foragtet Lampe i den trygges Tanke er den, som er nær ved at snuble med Foden.

und ist ein verachtet Lichtlein vor den Gedanken der Stolzen, steht aber, daß sie sich daran ärgern.

6 Ødelæggernes Telte have Ro, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som sætter sin Haand som Gud.

Der Verstörer Hütten haben die Fülle, und Ruhe haben, die wider Gott toben, die ihren Gott in der Faust führen.

7 Og sandelig, spørg dog Dyrene ad, og de skulle lære dig det; og Himmelens Fugle, og de skulle forkynde dig det.

Frage doch das Vieh, das wird dich's lehren und die Vögel unter dem Himmel, die werden dir's sagen;

8 Eller tal til Jorden, og den skal lære dig det, og Fiskene i Havet skulle fortælle dig det.

oder rede mit der Erde, die wird dich's lehren, und die Fische im Meer werden dir's erzählen.

9 Hvo ved ikke om alle disse Ting, at Herrens Haand har gjort dette?

Wer erkennte nicht an dem allem, daß des HERRN Hand solches gemacht hat?

10 han, i hvis Haand hver levende Sjæl er, og Aanden i hvert Menneskes Kød!

daß in seiner Hand ist die Seele alles dessen, was da lebt, und der Geist des Fleisches aller Menschen?

11 Mon ikke Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden?

Prüft nicht das Ohr die Rede? und der Mund schmeckt die Speise?

12 Hos de graahærdede er Visdom, og Dagenes Længde giver Forstand.

Ja, “bei den Großvätern ist die Weisheit, und der Verstand bei den Alten”.

13 Hos ham er Visdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.

Bei ihm ist Weisheit und Gewalt, Rat und Verstand.

14 Se, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.

Siehe, wenn er zerbricht, so hilft kein Bauen; wenn er jemand einschließt, kann niemand aufmachen.

15 Se, han holder Vandene tilbage, og de borttørres, og han udlader dem, og de omvælte Landet.

Siehe, wenn er das Wasser verschließt, so wird alles dürr; und wenn er's ausläßt, so kehrt es das Land um.

16 Hos ham er Styrke og Kraft; ham hører den til, som farer vild, og den, som fører vild.

Er ist stark und führt es aus. Sein ist, der da irrt und der da verführt.

17 Han lader Raadgiverne gaa afklædte bort og gør Dommerne til Daarer.

Er führt die Klugen wie einen Raub und macht die Richter toll.

18 Han løser Kongernes Herredømme og lægger Baand om deres Lænder.

Er löst auf der Könige Zwang und bindet mit einem Gurt ihre Lenden.

19 Han lader Præsterne gaa afklædte bort og omkaster de stærke.

Er führt die Priester wie einen Raub und bringt zu Fall die Festen.

20 Han berøver de sikre Talere Mælet, tager Forstanden fra de gamle.

Er entzieht die Sprache den Bewährten und nimmt weg den Verstand der Alten.

21 Han udøser Vanære over Fyrsterne og løser de stærkes Bælte.

Er schüttet Verachtung auf die Fürsten und macht den Gürtel der Gewaltigen los.

22 Han aabenbarer de dybe Ting af Mørket og udfører Dødens Skygge til Lyset.

Er öffnet die finsteren Gründe und bringt heraus das Dunkel an das Licht.

23 Han formerer Folkene og lader dem gaa til Grunde; han udbreder Folkene og bortfører dem.

Er macht etliche zu großem Volk und bringt sie wieder um. Er breitet ein Volk aus und treibt es wieder weg.

24 Han borttager Forstand fra Folkets Øverster i Landet og lader dem fare vild i det øde, hvor ingen Vej er.

Er nimmt weg den Mut der Obersten des Volkes im Lande und macht sie irre auf einem Umwege, da kein Weg ist,

25 De famle i Mørke, hvor intet Lys er, og han bringer dem til at fare vild som den drukne.

daß sie in Finsternis tappen ohne Licht; und macht sie irre wie die Trunkenen.