Job 11

1 Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:

Då tok Sofar frå Na’ama til ords og sagde:

2 Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?

«Skal slik ei svalling ei få svar? Skal slik ein storpratar få rett?

3 Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?

Skal menner for din ordflaum tegja? Skal du få spotta utan skjemsla?

4 Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.

Du segjer: «Rein er læra mi, eg skuldfri er i dine augo.»

5 Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!

Men dersom berre Gud vil tala og opna munnen sin mot deg,

6 og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.

og syna deg sin løynde visdom, kor han eig vit i dobbelt mål! Då skulde du nok skyna at Gud gjev deg noko til av syndi.

7 Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?

Skal tru Guds tankedjup du kjenner? Hev du nått fram til Allvalds grensa?

8 Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)

Høgar’ enn himmelen - kva gjer du? Djupar’ enn helheimen - kva veit du? (Sheol h7585)

9 Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.

Lenger enn jordi strekkjer seg og breidare enn havet sjølv.

10 Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?

Når han skrid fram og legg i lekkjor, stemnar til doms, kven stoggar honom?

11 Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?

Han kjenner deim som talar lygn; han ser den falske utan leiting.

12 Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.

Det tome hovud fær forstand, og asenfolen vert til mann.

13 Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,

Men vil du bu ditt hjarta rett og henderne mot honom breida

14 dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,

og halda svik frå handa di og urett burte frå ditt tjeld,

15 da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.

då kann du lyt’laust hovud lyfta, då stend du fast og ræddast ikkje;

16 Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.

då kann du gløyma all di møda, liksom ei elv som framum rann.

17 Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.

Klårar’ enn dagen stend ditt liv, og myrkret vert til morgongråe;

18 Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.

då er du trygg, då hev du von, du ottelaus til kvile gjeng.

19 Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.

Du ligg, og ingen upp deg skræmer, og mange vil deg gjerne tekkjast.

20 Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.

Men augo veiknar på dei vonde; dei hev’kje nokor tilflugt meir, men ventar på å anda ut.»