Job 11

1 Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:

Respondens autem Sophar Naamathites, dixit:

2 Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?

Numquid qui multa loquitur, non et audiet? aut vir verbosus justificabitur?

3 Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?

Tibi soli tacebunt homines? et cum ceteros irriseris, a nullo confutaberis?

4 Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.

Dixisti enim: Purus est sermo meus, et mundus sum in conspectu tuo.

5 Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!

Atque utinam Deus loqueretur tecum, et aperiret labia sua tibi,

6 og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.

ut ostenderet tibi secreta sapientiæ, et quod multiplex esset lex ejus: et intelligeres quod multo minora exigaris ab eo quam meretur iniquitas tua!

7 Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?

Forsitan vestigia Dei comprehendes, et usque ad perfectum Omnipotentem reperies?

8 Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)

Excelsior cælo est, et quid facies? profundior inferno, et unde cognosces? (Sheol h7585)

9 Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.

Longior terra mensura ejus, et latior mari.

10 Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?

Si subverterit omnia, vel in unum coarctaverit, quis contradicet ei?

11 Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?

Ipse enim novit hominum vanitatem; et videns iniquitatem, nonne considerat?

12 Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.

Vir vanus in superbiam erigitur, et tamquam pullum onagri se liberum natum putat.

13 Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,

Tu autem firmasti cor tuum, et expandisti ad eum manus tuas.

14 dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,

Si iniquitatem quæ est in manu tua abstuleris a te, et non manserit in tabernaculo tuo injustitia,

15 da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.

tunc levare poteris faciem tuam absque macula; et eris stabilis, et non timebis.

16 Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.

Miseriæ quoque oblivisceris, et quasi aquarum quæ præterierunt recordaberis.

17 Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.

Et quasi meridianus fulgor consurget tibi ad vesperam; et cum te consumptum putaveris, orieris ut lucifer.

18 Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.

Et habebis fiduciam, proposita tibi spe: et defossus securus dormies.

19 Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.

Requiesces, et non erit qui te exterreat; et deprecabuntur faciem tuam plurimi.

20 Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.

Oculi autem impiorum deficient, et effugium peribit ab eis: et spes illorum abominatio animæ.