Job 11
1 Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
And Zophar the Naamathite answereth and saith: —
2 Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?
Is a multitude of words not answered? And is a man of lips justified?
3 Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
Thy devices make men keep silent, Thou scornest, and none is causing blushing!
4 Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
And thou sayest, 'Pure [is] my discourse, And clean I have been in Thine eyes.'
5 Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
And yet, O that God had spoken! And doth open His lips with thee.
6 og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.
And declare to thee secrets of wisdom, For counsel hath foldings. And know thou that God forgetteth for thee, [Some] of thine iniquity.
7 Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
By searching dost thou find out God? Unto perfection find out the Mighty One?
8 Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)
Heights of the heavens! — what dost thou? Deeper than Sheol! — what knowest thou? (Sheol h7585)
9 Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
Longer than earth [is] its measure, And broader than the sea.
10 Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?
If He pass on, and shut up, and assemble, Who then dost reverse it?
11 Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?
For he hath known men of vanity, And He seeth iniquity, And one doth not consider [it]!
12 Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
And empty man is bold, And the colt of a wild ass man is born.
13 Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
If thou — thou hast prepared thy heart, And hast spread out unto Him thy hands,
14 dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
If iniquity [is] in thy hand, put it far off, And let not perverseness dwell in thy tents.
15 da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
For then thou liftest up thy face from blemish, And thou hast been firm, and fearest not.
16 Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
For thou dost forget misery, As waters passed away thou rememberest.
17 Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
And above the noon doth age rise, Thou fliest — as the morning thou art.
18 Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
And thou hast trusted because their is hope, And searched — in confidence thou liest down,
19 Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
And thou hast rested, And none is causing trembling, And many have entreated thy face;
20 Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.
And the eyes of the wicked are consumed, And refuge hath perished from them, And their hope [is] a breathing out of soul!
