Job 11
1 Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
Then answered Zophar the Naamathite, and said,
2 Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?
Should not the multitude of words be answered? and should a man full of talk be justified?
3 Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
Should thy falsehoods make men hold their peace? and when thou mockest, shall no man make thee ashamed?
4 Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
For thou hast said, My doctrine [is] pure, and I am clean in thy eyes.
5 Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
But Oh that God would speak, and open his lips against thee;
6 og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.
And that he would show thee the secrets of wisdom, that [they are] double to that which is! Know therefore that God exacteth of thee [less] than thy iniquity [deserveth].
7 Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
Canst thou by searching find out God? canst thou find out the Almighty to perfection?
8 Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)
[It is] as high as heaven; what canst thou do? deeper than hell; what canst thou know? (Sheol h7585)
9 Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
The measure of it [is] longer than the earth, and broader than the sea.
10 Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?
If he shall cut off, and shut up, or gather together, then who can hinder him?
11 Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?
For he knoweth vain men: he seeth wickedness also; will he not then consider [it]?
12 Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
For vain man would be wise, though man is born [like] a wild ass's colt.
13 Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
If thou preparest thy heart, and stretchest out thy hands towards him;
14 dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
If iniquity [is] in thy hand, put it far away, and let not wickedness dwell in thy tabernacles.
15 da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
For then shalt thou lift up thy face without spot; yes, thou shalt be steadfast, and shalt not fear:
16 Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
Because thou shalt forget [thy] misery, [and] remember [it] as waters [that] pass away:
17 Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
And [thy] age shall be clearer than the noon-day: thou shalt shine forth, thou shalt be as the morning.
18 Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
And thou shalt be secure, because there is hope; yes, thou shalt dig [about thee], [and] thou shalt take thy rest in safety.
19 Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
Also thou shalt lie down, and none shall make [thee] afraid; yes, many shall make suit to thee.
20 Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.
But the eyes of the wicked shall fail, and they shall not escape, and their hope [shall be as] the expiration of the breath.
