Job 11
1 Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
And Zophar the Naamathite answers and says:
2 Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?
“Is a multitude of words not answered? And is a man of lips justified?
3 Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
Your boastings make men keep silent, You scorn, and none is causing blushing!
4 Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
And you say, My discourse [is] pure, And I have been clean in Your eyes.
5 Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
And yet, O that God had spoken! And opens His lips with you.
6 og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.
And declares to you secrets of wisdom, for counsel has foldings. And know that God forgets of your iniquity for you.
7 Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
Do you find out God by searching? To perfection find out the Mighty One?
8 Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)
Heights of the heavens—what [can] you do? Deeper than Sheol—what [can] you know? (Sheol h7585)
9 Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
Its measure [is] longer than earth, and broader than the sea.
10 Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?
If He passes on, and shuts up, and assembles, Who then reverses it?
11 Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?
For He has known men of vanity, And He sees iniquity, And one does not consider [it]!
12 Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
And empty man is bold, And man is born [as] the colt of a wild donkey.
13 Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
If you have prepared your heart, And have spread out your hands to Him,
14 dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
If iniquity [is] in your hand, put it far off, And do not let perverseness dwell in your tents.
15 da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
For then you lift up your face from blemish, And you have been firm, and do not fear.
16 Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
For you forget misery, As waters passed away you remember.
17 Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
And age rises above the noon, You fly—you are as the morning.
18 Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
And you have trusted because there is hope, And searched—in confidence you lie down,
19 Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
And you have rested, And none is causing trembling, And many have begged [at] your face;
20 Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.
And the eyes of the wicked are consumed, And refuge has perished from them, And their hope [is] a breathing out of soul!”
