Job 11
1 Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2 Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?
Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
3 Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
4 Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
5 Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
6 og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
7 Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
8 Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)
Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du? (Sheol h7585)
9 Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
10 Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
11 Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
12 Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
13 Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
14 dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
15 da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
16 Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
17 Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
18 Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
19 Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
20 Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
