Job 10

1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

Mi alma es cortada en mi vida: por tanto yo soltaré mi queja sobre mí, y hablaré con amargura de mi alma.

2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

Diré a Dios: No me condenes: házme entender por qué pleitéas conmigo.

3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?

¿Parécete bien que oprimas, y que deseches la obra de tus manos, y que favorezcas el consejo de los impíos?

4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?

¿Tienes tú ojos de carne? ¿ves tú como el hombre?

5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,

¿Tus días son como los días del hombre? ¿tus años son como los tiempos humanos,

6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,

Que inquieras mi iniquidad, y busques mi pecado?

7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?

Sobre saber tú que yo no soy impío: y que no hay quien de tu mano libre.

8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!

Tus manos me formaron, y me hicieron todo al derredor: ¿y hásme de deshacer?

9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!

Acuérdate ahora que como a lodo me hiciste: ¿y hásme de tornar en polvo?

10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?

¿No me fundiste como leche, y como un queso me cuajaste?

11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?

Vestísteme de piel y carne, y cubrísteme de huesos y nervios.

12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.

Vida y misericordia hiciste conmigo; y tu visitación guardó mi espíritu.

13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:

Y estas cosas tienes guardadas en tu corazón: yo sé que esto está cerca de ti.

14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.

Si yo pequé acecharme has tú, y no me limpiarás de mi iniquidad.

15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.

Si fuere malo; ¡ay de mí! y si fuere justo, no levantaré mi cabeza, harto de deshonra, y de verme afligido.

16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;

Y vas creciendo, cazándome como león: tornando, y haciendo en mí maravillas:

17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

Renovando tus llagas contra mi, y aumentando conmigo tu furor, remudándose sobre mí ejércitos.

18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!

¿Por qué me sacaste del vientre? Muriera yo, y no me vieran ojos.

19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.

Fuera, como si nunca hubiera sido, llevado desde el vientre a la sepultura.

20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,

¿Mis días no son una poca cosa? cesa pues, y déjame, para que me esfuerce un poco,

21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,

Antes que vaya, para no volver, a la tierra de tinieblas y de sombra de muerte:

22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.

Tierra de oscuridad y tenebrosa sombra de muerte, donde no hay orden; y que resplandece como la misma oscuridad.