Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
Dodijao je duši mojoj život moj; pustiæu od sebe tužnjavu svoju, govoriæu u jadu duše svoje.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
Reæi æu Bogu: nemoj me osuditi; kaži mi zašto se preš sa mnom.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Je li ti milo da èiniš silu, da odbacuješ djelo ruku svojih i savjet bezbožnièki obasjavaš?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Jesu li u tebe oèi tjelesne? vidiš li kao što vidi èovjek?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Jesu li dani tvoji kao dani èovjeèji, i godine tvoje kao vijek ljudski,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
Te istražuješ moje bezakonje i za grijeh moj razbiraš?
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
Ti znaš da nijesam kriv, i nema nikoga ko bi izbavio iz tvoje ruke.
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Tvoje su me ruke stvorile i naèinile, i ti me otsvuda potireš.
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Opomeni se da si me kao od kala naèinio, i opet æeš me u prah obratiti.
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Nijesi li me kao mlijeko slio i kao sir usirio me?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
Navukao si na me kožu i meso, i kostima i žilama spleo si me.
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Životom i milošæu darivao si me; i staranje tvoje èuvalo je duh moj.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
I sakrio si to u srcu svojem; ali znam da je u tebe.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
Ako sam zgriješio, opazio si me, i nijesi me oprostio bezakonja mojega.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
Ako sam skrivio, teško meni! ako li sam prav, ne mogu podignuti glave, pun sramote i videæi muku svoju.
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
I ako se podigne, goniš me kao lav, i opet èiniš èudesa na meni.
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
Ponavljaš svjedoèanstva svoja protiv mene, i umnožavaš gnjev svoj na me; vojske jedna za drugom izlaze na me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Zašto si me izvadio iz utrobe? o da umrijeh! da me ni oko ne vidje!
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
Bio bih kao da nigda nijesam bio; iz utrobe u grob bio bih odnesen.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Nije li malo dana mojih? prestani dakle i okani me se da se malo oporavim,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Prije nego otidem odakle se neæu vratiti, u zemlju tamnu i u sjen smrtni,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
U zemlju tamnu kao mrak i u sjen smrtni, gdje nema promjene i gdje je vidjelo kao tama.
