Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
Tædet animam meam vitæ meæ, dimittam adversum me eloquium meum, loquar in amaritudine animæ meæ.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
Dicam Deo: Noli me condemnare: indica mihi cur me ita iudices.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Numquid bonum tibi videtur, si calumnieris me, et opprimas me opus manuum tuarum, et consilium impiorum adiuves?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Numquid oculi carnei tibi sunt: aut sicut videt homo, et tu videbis?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Numquid sicut dies hominis dies tui, et anni tui sicut humana sunt tempora,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
Ut quæras iniquitatem meam, et peccatum meum scruteris?
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
Et scias quia nihil impium fecerim, cum sit nemo qui de manu tua possit eruere.
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Manus tuæ fecerunt me, et plasmaverunt me totum in circuitu: et sic repente præcipitas me?
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Memento quæso quod sicut lutum feceris me, et in pulverem reduces me.
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Nonne sicut lac mulsisti me, et sicut caseum me coagulasti?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
Pelle et carnibus vestisti me: ossibus et nervis compegisti me.
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Vitam et misericordiam tribuisti mihi, et visitatio tua custodivit spiritum meum.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
Licet hæc celes in corde tuo, tamen scio quia universorum memineris.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
Si peccavi, et ad horam pepercisti mihi: cur ab iniquitate mea mundum me esse non pateris?
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
Et si impius fuero, væ mihi est: et si iustus, non levabo caput, saturatus afflictione et miseria.
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
Et propter superbiam quasi leænam capies me, reversusque mirabiliter me crucias.
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
Instauras testes tuos contra me, et multiplicas iram tuam adversum me, et pœnæ militant in me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Quare de vulva eduxisti me? qui utinam consumptus essem ne oculus me videret.
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
Fuissem quasi non essem, de utero translatus ad tumulum.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Numquid non paucitas dierum meorum finietur brevi? dimitte ergo me, ut plangam paululum dolorem meum:
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Antequam vadam et non revertar, ad terram tenebrosam, et opertam mortis caligine:
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
Terram miseriæ et tenebrarum, ubi umbra mortis, et nullus ordo, sed sempiternus horror inhabitat.
