Job 10

1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

“Mwen rayi pwòp lavi m; mwen va fè tout fòs plent mwen yo parèt. Mwen va pale ak anmè ki fonse nan nanm mwen.

2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

Mwen va di a Bondye: ‘Pa kondane mwen! Fè m konnen poukisa W ap goumen ak mwen.

3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?

Èske se vrèman bon pou Ou ta oprime; pou meprize zèv men Ou yo e pou Ou gade ak favè, manèv a mechan yo?

4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?

Èske zye Ou fèt ak chè? Oswa èske Ou wè kon yon nonm wè?

5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,

Èske jou Ou yo tankou jou a moun mòtèl, oswa ane Ou yo tankou ane a yon nonm,

6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,

pou Ou ta dwe chache koupabilite mwen e fè rechèch dèyè peche m?

7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?

Malgre Ou konnen mwen pa koupab, sepandan, nanpwen ki ka livre m sòti nan men Ou.’”

8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!

“Se men Ou ki te fòme mwen nèt. Konsa, èske Ou ta detwi mwen?

9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!

Sonje, souple, ke Ou te fè m kon ajil. Èske Ou ta fè m retounen pousyè ankò?

10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?

Èske se pa tankou lèt ke Ou te vide mwen e fè m kaye tankou fwomaj?

11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?

Ou te abiye mwen ak po avèk chè e koude mwen ansanm nan zo ak gwo venn.

12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.

Ou te ban mwen lavi avèk lanmou dous Ou. Se swen Ou ki te konsève lespri m.

13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:

Malgre bagay sila yo, Ou te kache yo nan kè Ou. Mwen konnen ke sa a se avèk ou:

14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.

si m peche, alò, Ou mete tach sou mwen. Ou pa ta akite m de koupabilite mwen.

15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.

Si mwen mechan, malè a mwen! Epi si mwen jis, toujou, menm dwe leve tèt mwen. Mwen chaje ak wont, e byen rekonnesan a mizè mwen.

16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;

Si tèt mwen ta vin leve wo, Ou ta fè lachas dèyè m tankou yon lyon; epi ankò, Ou ta montre pouvwa Ou kont mwen.

17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

Ou renouvle temwayaj Ou kont mwen, e ogmante kòlè Ou vè mwen. Dezas monte anwo dezas sou mwen.”

18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!

“Alò, poukisa Ou te fè m sòti nan vant manman m? Pito ke m te mouri e pa t gen zye ki te wè m!

19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.

Mwen te dwe tankou mwen pa t janm te egziste, kon yon pote sòti nan vant pou rive nan tonbo.

20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,

Èske jou m yo pa kout? Rete! Ralanti sou mwen pou m kab jwenn yon ti kras kè kontan,

21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,

avan ke m ale—pou mwen pa tounen nan andwa tenèb ak gwo fènwa!

22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.

Nan peyi sa a ki dezole nèt tankou tenèb la, nan fon lonbraj san fòm nan, e ki klere tankou fènwa a.”