Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
Ma vie donne à mon cœur du dégoût: je veux me soulager, donner cours à mes plaintes, et parler dans l'amertume de mon âme.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
Je dis à Dieu: Ne me condamne pas! Déclare-moi sur quoi tu me prends à partie!
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Est-ce un bonheur pour toi de me maltraiter, de rejeter l'ouvrage de tes mains, et de prêter la lumière aux complots des impies?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
As-tu des yeux de chair? vois-tu, comme voient les mortels?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Tes jours sont-ils comme les jours des mortels. et tes années, comme celles des humains,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
que tu fais une enquête de ma faute, et une perquisition de mon péché,
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
sachant bien que je ne suis pas coupable, et que nul ne peut sauver de ta main?
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Tes mains m'ont façonné, m'ont fait, en entier; et tu veux me détruire!
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Ah! souviens-toi que tu m'as modelé comme l'argile! et dans la poudre tu veux me faire rentrer!
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Ne m'as-tu pas versé comme du lait? comme le caillé ne m'as-tu pas fait prendre?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
De peau et de chair tu m'as revêtu, d'os et de nerfs tu m'as tissé,
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
tu m'as donné la vie et la grâce, tes soins ont protégé ma respiration:
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
et tu me réservais ces maux dans ton cœur! Je sais qu'ils étaient dans ta pensée.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
Au cas que je péchasse, tu voulais m'épier, et ne point m'absoudre de ma faute.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
Suis-je coupable? malheur à moi! innocent? je n'ose lever la tête, rassasié d'opprobre, et voyant ma misère;
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
qu'elle se lève, tu vas, tel qu'un lion, me donner la chasse, et renouveler sur moi tes miracles,
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
m'opposer de nouveaux témoins, redoubler ta fureur contre moi, et faire contre moi se succéder les bataillons.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Ah! pourquoi me tiras-tu du sein de ma mère? Je serais expiré, et aucun œil ne m'eût vu;
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
je serais comme n'ayant pas été; du ventre au tombeau j'aurais été porté.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Qu'ai-je, sinon quelques jours? Qu'Il cesse! se retire de moi, pour que je me rassérène un peu,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
avant que je m'en aille, pour ne plus revenir, dans la région des ténèbres et de l'ombre de mort,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
région sombre comme la nuit, d'ombre de mort et de désordre, où la clarté ressemble aux ténèbres!
