Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
Mon âme est lasse de la vie; je donnerai libre cours à ma plainte, je parlerai dans l'amertume de mon cœur.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
Je dis à Dieu: Ne me condamne point; apprends-moi sur quoi tu me prends à partie.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Trouves-tu du plaisir à opprimer, à repousser l'œuvre de tes mains, à faire luire ta faveur sur le conseil des méchants?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
As-tu des yeux de chair, ou bien vois-tu comme voient les hommes?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Tes jours sont-ils comme les jours de l'homme, ou bien tes années comme les années d'un mortel,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
pour que tu recherches mon iniquité, pour que tu poursuives mon péché,
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
quand tu sais que je ne suis pas coupable, et que nul ne peut me délivrer de ta main?
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Tes mains m'ont formé et façonné, tout entier, et tu voudrais me détruire!
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Souviens-toi que tu m'as pétri comme l'argile: et tu me ramènerais à la poussière!
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Ne m'as-tu pas coulé comme le lait, et coagulé comme le fromage?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
Tu m'as revêtu de peau et de chair, tu m'as tissé d'os et de nerfs.
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Avec la vie, tu m'as accordé ta faveur, et ta providence a gardé mon âme.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
Et pourtant, voilà ce que tu cachais dans ton cœur: Je vois bien ce que tu méditais.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
Si je pèche, tu m'observes, tu ne me pardonnes pas mon iniquité.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
Suis-je coupable, malheur à moi! Suis-je innocent, je n'ose lever la tête, rassasié de honte, et voyant ma misère.
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
Si je me relève, tu me poursuis comme un lion, tu recommences à me tourmenter étrangement,
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
tu m'opposes de nouveaux témoins; tu redoubles de fureur contre moi, des troupes de rechange viennent m'assaillir.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Pourquoi m'as-tu tiré du sein de ma mère? Je serais mort, et aucun œil ne m'aurait vu.
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
Je serais comme si je n'eusse jamais été, du sein maternel j'aurais été porté au sépulcre.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Mes jours ne sont-ils pas bien courts? Qu'il me laisse! Qu'il se retire et que je respire un instant,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
avant que je m'en aille, pour ne plus revenir, dans la région des ténèbres et de l'ombre de la mort,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
morne et sombre région, où règnent l'ombre de la mort et le chaos, où la clarté est pareille aux ténèbres.
