Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
My soul hath been weary of my life, I leave off my talking to myself, I speak in the bitterness of my soul.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
I say unto God, 'Do not condemn me, Let me know why Thou dost strive [with] me.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Is it good for Thee that Thou dost oppress? That Thou despisest the labour of Thy hands, And on the counsel of the wicked hast shone?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Eyes of flesh hast Thou? As man seeth — seest Thou?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
As the days of man [are] Thy days? Thy years as the days of a man?
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
That Thou inquirest for mine iniquity, And for my sin seekest?
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
For Thou knowest that I am not wicked, And there is no deliverer from Thy hand.
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Thy hands have taken pains about me, And they make me together round about, And Thou swallowest me up!
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Remember, I pray Thee, That as clay Thou hast made me, And unto dust Thou dost bring me back.
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Dost Thou not as milk pour me out? And as cheese curdle me?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
Skin and flesh Thou dost put on me, And with bones and sinews dost fence me.
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Life and kindness Thou hast done with me. And Thy inspection hath preserved my spirit.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
And these Thou hast laid up in Thy heart, I have known that this [is] with Thee.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
If I sinned, then Thou hast observed me, And from mine iniquity dost not acquit me,
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
If I have done wickedly — woe to me, And righteously — I lift not up my head, Full of shame — then see my affliction,
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
And it riseth — as a lion Thou huntest me. And Thou turnest back — Thou shewest Thyself wonderful in me.
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
Thou renewest Thy witnesses against me, And dost multiply Thine anger with me, Changes and warfare [are] with me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
And why from the womb Hast Thou brought me forth? I expire, and the eye doth not see me.
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
As I had not been, I am, From the belly to the grave I am brought,
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Are not my days few? Cease then, and put from me, And I brighten up a little,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Before I go, and return not, Unto a land of darkness and death-shade,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
A land of obscurity as thick darkness, Death-shade — and no order, And the shining [is] as thick darkness.'
